Det danske kvindelandshold i håndbold har netop udsendt et åbent brev for at udtrykke 'utvetydig' opbakning til trænerteamet, nok mest af alt Klavs Bruun Jørgensen, efter mandagens skriverier om intern uro. Landsholdet bekræfter stadig, at det står ved kritikken, som blev lækket i et åbent brev.

Sent mandag aften forsøger kvindelandsholdet at punktere enhver spekulation om problemer håndboldpigerne og landstræneren imellem.

Spillerne udtrykker fuld opbakning til landstræner Klavs Bruun Jørgensen og hans team i et åbent brev, som er sendt til den danske presse (du kan læse det i sin fulde længde i bunden af denne artikel).

Sagen begyndte at rulle, da Ekstra Bladet for en uge siden fik nys om et internt brev, hvori Klavs Bruun Jørgensen bliver kritiseret i forholdsvis grove vendinger for sin måde at håndtere tingene på. Landstræneren skulle blandt andet mangle tillid og 'respekt for det arbejde, som vi (spillerne) gør i hverdagen.'

Tidligere mandag publicerede TV2 så brevet i sin fulde længde, og det behagede ikke Klavs Bruun Jørgensen.

»Det er selvfølgelig super ærgerligt, at det kommer frem på denne måde. Normalt holder vi sådan noget internt, og sådan havde vi da også håbet, at det kunne blive i denne omgang,« sagde Klavs Bruun Jørgensen til bt.dk.

Damelandsholdet kommer selv ind på 'lækagen' i det åbne brev og skriver i samme ombæring, at alle på holdet trækker i samme retning, og at der er fuld opbakning til ledelsen omkring landsholdet.

Spørgsmålet er nu, om det er nok til at lægge låg på de seneste skriverier, eller om der stadig er knaster tilbage.