Dagens møde mellem Milan og Inter er en klassiker med storhed i begyndelsen af 1990’erne. Det var dengang, tre hollændere og tre tyskere var meget mere end bare fodboldspillere
Jeg havde engang en sølvfarvet Lotto-sportstaske. Sådan en rektangulær sag med et rød- og sortstribet felt i A4-størrelse på den ene langside og navnet Ruud Gullit skrevet på højkant. Den var i høj grad med til at identificere mit første klubtilhørsforhold dengang i begyndelsen af 1990’erne. Jeg holdt med Milan, naturligvis, og det begyndte med tasken. Noget begynder den slags jo altid med.
En dag skulle juletræet tændes hjemme på torvet i Gilleleje. Jeg var blevet for gammel til at interessere mig for julemanden, men der var æbleskiver og pebernødder og en vis grad af tradition forbundet med arrangementet.Så da jeg i stedet prioriterede Serie A-kampen på TV2, var det et ikke helt lille skridt ud ad den sti, der senere blev min levevej.
Det var ikke Milan, der spillede den dag. Det var Genoa og Bologna, mener jeg, men det var nok, for italiensk fodbold var stort dengang.
I dag mødes Milan og Inter. Jeg havde ikke selv opdaget det, før min chef fortalte det, for hvor italiensk fodbold dengang var den store liga, er den i dag blevet en hipster-agtig connaisseur-turnering. Ikke som den walisiske Second Division, men en liga i skyggen af Premier League, La Liga og Bundesligaen. Både som seermagnet herhjemme, ikke mindst målt på resultater.
Fra slutningen af 1989 til 1995 var Italien hvert år det land, der hentede flest point på UEFAs koefficientrangliste, og mens de andre store ligaer havde fem eller seks hold med i de europæiske turneringer, havde Italien syv.
I de år vandt AC Milan mesterholdenes Europa Cup og Champions League tre gange og tabte to finaler. I UEFA Cup’en var Italien repræsenteret i syv finaler på stribe og vandt de seks med Juventus og Inter som dobbelte vindere, mens Parma og Napoli hver snuppede en. Tre af de syv finaler var i den periode rent italienske.
Som det er med drenge og deres fodboldhold, giver det mening at kæde resultater og kærlighed sammen. Det er finere at forelske sig i en klub i modgang, men jeg var med på opturen.
I dag er der gennemsnitligt 40.000 og 46.000 tilskuere til Milan og Inters hjemmekampe på deres fælles stadion, men dengang i 1990 (da der var plads til 88.500 mod 80.000 i dag), var der i gennemsnit henholdsvis 77.000 og 55.000 til de to holds hjemmekampe. Det var massivt, og røgen og sangene og bannerne brændte sig ud gennem skærmen med Flemming Toft som kommentator. I siden af skærmen angav en lodret stribe prikker, hvor længe der var spillet af 1. og 2. tempo, hvilket fik en af mine venners storebror, Henrik, til chokeret at udbryde, at det dog var utrolig koldt i Italien i øjeblikket, for han vidste ikke, at tempo betød halvleg.
Vi var nogle, der godt kunne lide de flotte, lyseblå Lazio-dragter eller Vialli, Mancini og den skaldede Lombardo fra Sampdoria og i perioder var næsten kønsforvirrede i vores kærlighed. Men hver gang jeg tvivlede, genfandt jeg troen ved et blik på min taske. Jeg var Milan. De andre var Inter.
Silvio Berlusconi havde i 1987 hentet Ruud Gullit i PSV og van Basten i Ajax og i 1988 sikret Milan det første italienske mesterskab i ni år. Inter svarede igen ved at hente Andreas Brehme og Lothar Matthäus i Bayern München og vinde mesterskabet i 1989. Milan oprustede ved også at tilføje Frank Rijkaard, mens Inter fulgte trop med Jürgen Klinsmann. Det var et våbenkapløb, og vi spejlede os i det.
- Det definerede, om du var demokrat eller republikaner, sagde chefen, da han forleden omtalte det milanesiske derby, Derby della Madonnina, som det hedder. Det kunne definere alt.
Det var Milans hollandske europamestre fra 1988, Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Marco van Basten, mod Inters tyske verdensmestre fra 1990, Jürgen Klinsmann, Lothar Matthäus og Andreas Brehme. En slags frigjorthed mod noget konservativt. Jeg ville sige det gode mod det onde uden rigtigt at mene det i dag, men med en helt klar fornemmelse af, at det var sådan, jeg følte det engang. Der findes to billeder af trioerne, hvor den vigtigste forskel hverken er rød versus blå eller rasta versus blond. Den vigtigste forskel er smilene. Hollænderne naturligvis med blottede tænder. Tyskerne med lukkede munde.
Inter fik ikke flere mesterskaber end det fra 1989, før de i 2006 blev tildelt titlen efter Calciopoli-skandalen, og efterfølgende snuppede yderligere fire, inden stimen blev brudt. Af Milan, selvfølgelig, hvorpå begge klubber havnede på totalt 18 mesterskaber. Meget passende.
I dag ligger de nummer 7 og 9 med 17 og 16 point efter 11 kampe.
Det bliver aldrig det samme.
