Jürgen Klopp havde overskud til at joke med sig selv, da han fredag klokken 11.00 dansk tid tog imod mediernes spørgsmål for første gang i jobbet som ny manager for Liverpool.

Klubfarverne har ændret sig, landet er nyt og fansene synger på engelsk i stedet for tysk. Men grinet, det glade smil og overskuddet er stadig det samme.

Jürgen Klopp blev sent torsdag aften officielt udråbt til ny manager i Liverpool, hvor den tidligere Borussia Dortmund-træner tager over i stedet for fyrede Brendan Rodgers, og fredag formiddag sad han så nybarberet og med mørk blazerjakke foran hele verdenspressen og fortalte om, hvor lykkelig han er over at have fået chancen.

Særdeles veloplagt svarede han høfligt på pressens spørgsmål på nærmest flydende engelsk, og han demonstrerede endda sin lunefulde humor, da han blev bedt om at beskrive sig selv.

»Altså, jeg vil helst ikke beskrive mig selv. Jeg er en helt normal fyr fra Schwarzwald, og min mor sidder sikkert og ser det her pressemøde (på engelsk) og forstår ikke et kvæk - hun er dog meget stolt. Jeg vil sige, at jeg er 'The Normal One',« lød det fra Jürgen Klopp.

Betegnelsen 'The Normal One' står selvfølgelig i skærende kontrast til José Mourinhos selvudnævnte prædikat 'The Special One', og på den måde fik Klopp alle tilstedeværende i presserummet til at grine højlydt.

Jürgen Klopp blev også spurgt til den måde, som klubben håndterer spillerindkøb og -salg på. Liverpool har en transferkomité, som diskuterer hver eneste transfer, hvilket til tider frustrerede Brendan Rodgers, fordi han ikke kun skulle overbevise rådet om en interessant spiller - han blev også flere gange nedstemt og fik en anden spiller, end den han gerne ville have, har de engelske medier rapporteret.

Men Jürgen Klopp kaldte sådanne diskussioner med transferrådet »vigtige«.

»Det er vigtigt for mig at have de her diskussioner. Vi talte om det i ti minutter (ledelsen og Klopp, red.), og for mig er det vigtigt at have de her kvalificerede diskussioner på et højt niveau,« sagde Jürgen Klopp afværgende.

Jürgen Klopp har været træner syv år i Borussia Dortmund. I den periode vandt han to mesterskaber og førte holdet frem til en Champions League-finale, som dog blev tabt til Bayern München, og alt det skete på baggrund af en aggressiv og direkte spillestil med et højt pres på modstanderens banehalvdel.

Et interessant spørgsmål er naturligvis, om Jürgen Klopp vil praktisere samme fodboldstil i Liverpool, men det ønskede træneren ikke at gå i detaljer med, idet han på daværende tidspunkt for pressemødet endnu ikke havde fortalt spillerne om sine tanker.

»Men jeg har ikke ændret mig over fire måneder,« sagde han med et skævt smil.

Jürgen Klopps første opgave med Liverpool er 17. oktober på White Harte Lane mod Christian Eriksen og Tottenham.