Crone: Og så skal der handles, FCK...

Kan I huske dengang i 2006, da FC København for første gang var med i Champions League? Det var dengang, de havde solide spillere som Michael Gravgaard, Brede Hangeland og Markus Allbäck på holdet. Glimrende spillere. Men først og fremmest spillere, der kunne fighte og forsvare sig til de gode resultater, de fik, da de grundlagde den stime af ubesejrede kampe hjemme i Parken, der første stoppede i går.

Dengang var indsatsen fantastisk, og vi hyldede fortjent Ståle Solbakkens første Champions League-hold. Da fc København fire år senere igen var røget i gruppespillet, havde holdet udviklet sig yderligere, og nu så vi et hold, der turde gå frem og dominere kampene, og som endte med den historiske andenplads, der for første gang nogensinde sendte et dansk hold videre fra gruppespillet i Champions League.

Da FC København i går tabte til Real Madrid, var det et klokkeklart nederlag, uden at københavnerne dog på noget tidspunkt endte med at blive gjort til grin, sådan som det til tider skete for FC Nordsjælland sidste år. Men det var også et FC København, der indstillede sig uhyre meget på modstanderen, sådan som det også gjorde i Torino i forrige runde, da det alligevel endte med et nederlag til Juventus.

Ja, jeg ved godt, at både Real Madrid, Juventus og Galatasaray er langt, langt, dyrere hold end FC København. Helt usammenlignelige er de i virkeligheden. Og jeg angriber ikke, at FC København ender sidst i en sådan gruppe. I virkeligheden er det blot en enkelt manglende scoring mod Galatasaray, der er årsag til, at FC København ikke stadig er i spil til gruppens tredjeplads og et avancement til forårets Europa League. Tænk sig, hvis Daniel Braaten havde scoret på sin friløber mod Galatasaray eller havde spillet den på tværs. Så havde FCK stadig ligget nummer tre, i det mindste indtil de har fået ryddet banen for sne i Istanbul i dag.

Jeg konstaterer såmænd blot, at FC København er et stykke fra det sted, de var, sidst Ståle Solbakken var i klubben, og at den eneste chance for at skabe resultater, var de samme som dengang det hele begyndte i 2006. Holdet er tilbage i forsvarspositionen og ude af stand til blot i mindre perioder at dominere kampe på dette niveau. Det var ikke den vej, FC København havde håbet at bevæge sig, da Ståle Solbakken i 2011 sagde farvel, og man først ansatte Roland Nilsson og derefter Ariël Jacobs. Men det var sådan det gik, og jeg skal tage meget fejl, hvis ikke FC København nu går benhårdt efter i første omgang at købe et hold på niveau med Ståles version 2.0 – det fra 2010/2011.

Det skal da anerkendes, at Carsten V. Jensen siden sin tiltrædelse som sportschef i 2006 har formået at holde et højt nok niveau i truppen til, at FC København i alle år siden har været fast deltager i de europæiske gruppespil, og at der altid er konkurrencedygtigt materiale nok til, at en dygtig træner kan løfte det til Champions League-niveau. Men jeg tror hverken Ståle Solbakken, klubbens ledelse eller Carsten V. Jensen selv er tilfreds med sine seneste tre-fire transfervinduer, og det vil der forsøgt taget revanche for nu.

Som nogle af jer vil vide, valgte jeg i sidste uge at stole på nogle kilder, jeg ikke kendte ret meget til, da jeg skrev om en forestående kapitalinsprøjtning til FC København, der reagerede ved prompte at afvise historien over for fondsbørsen. I dag kan man så læse, at det ikke var ret meget forkert, hvad jeg skrev. Bortset fra den alvorlige fejl, det var at kalde den tilføjelse af midler til den sportslige afdeling for en kapitalindsprøjtning. Den nager mig stadig, for det var forkert. Det kom ingen penge ude fra, sådan som ordet kapitalindsprøjtning fortæller.

Men i et interview med Berlingske forklarer Anders Hørsholt, hvordan man vil skrue op for investeringerne i FC København, præcis som jeg skrev forleden. Målet at forstærke truppen for at blive god nok til igen at klare sig gennem kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil - og meget mere til.

Det bliver første skridt i retningen mod at nå tilbage til niveauet fra 2010 og endnu højere. Det kan godt blive dyrt.

Læs også: