Allerede inden sæsonen er skudt i gang, høster Andreas Cornelius flotte roser i Atalanta.

Den italienske klub, der i sidste sæson var den helt store overraskelse i Serie A, er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson. Til AC Milan er røget et par profiler i Andrea Conti og Franck Kessié, og samtidig er en god håndfuld spillere er hentet ind.

Til klubben er kommet blandt andre er Fiorentina-profilen Josip Ilicic samt den talentfulde belgier Timothy Castagne, men den, der har imponeret klubbens præsident mest, er den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius.

»Tabet af Andrea Conti er en del af spillet, men jeg synes også, at vi har givet noget til vores fans. Vi er meget glade for at have forlænget kontrakten med Alejandro Gómez. Blandt de nye spillere er jeg meget imponeret af Cornelius,« siger Antonio Percassi ifølge Corriere della Sera.

Med offensive kræfter som Alejandro Gómez og Andrea Petagna er der udsigt til hård konkurrence for Andreas Cornelius, der efter længere tids interesse fra Atalanta skiftede fra FC København for cirka 3,5 mio. euro (26 mio. kr.).

Søndag blev Atalantas spillere en for en præsenteret på Stadio Atleti Azzurri d'Italia, og da det blev den 24-årige danskers tur var det tæt på at gå galt. Da han skulle løbe ned for at modtage velkomsten fra sine nye fans, var han ifølge den italienske avis tæt på et grimt styrt.