Andreas Cornelius har scoret sig til stjernestatus i Danmark, men det internationale gennembrud lader stadig vente på sig.

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme... Første strofe af H.C Andersens sang fra 1850 kan frembringe tårevædede nationale følelser hos selv den største kyniker.

Men det er langt fra det eneste, en af perlerne i den danske sangskat kan bruges til.

Sat lidt på spidsen passer H.C Andersens ord ganske godt på dansk fodbolds nyeste stjerneskud.

På blot fire måneder har FC Københavns 19-årige målmager, Andreas Cornelius, taget den hjemlige andedam med storm. Teenageren scorer mål på stribe i Superligaen, og han er nu også at regne for en fast bestanddel af Morten Olsens landsholdstrup.

Noget mangler imidlertid. Cornelius er træfsikker fra Gedser til Skagen, men når nationale kampe bliver til internationale, går glansen af gulddrengen.

Gennembruddet indenfor Danmarks grænser er for længst en realitet, men ude i Europa har man fortsat til gode at se den unge angriber skinne.

- Jeg har kun scoret ét mål i europæisk sammenhæng, konstaterer Cornelius overfor sporten.dk

Ét mål i otte internationale klub- og landskampe ligger langt fra prædikatet ’internationalt gennembrud’, og tallet taler sit tydelige sprog sat i forhold til de 10 gange, Cornelius har fundet vej til nettet i bare 12 Superliga-kampe.

Der er imidlertid en naturlig forklaring på, hvorfor målene ikke rasler ind i samme frekvens, når modstandernes navne bliver mere eksotiske.

- Mit spil har egentlig været ok. Måske ikke så godt som i Superligaen, men der er også et modstanderhold, og de har højt niveau. Så man kan ikke bare gå ud og spille lige så godt mod de her modstandere, som man kan i lille Danmark, forklarer Andreas Cornelius

- Der er et andet tempo. Man skal være skarp i alle kampe, og alle kampe er helt tætte. Der er få chancer, og der bliver lukket godt af, for begge hold har mere på spil i de her kampe, fortsætter den unge landsholdsspiller.

Men nu skal det være. Dagens Europa League-kamp mod de femdobbelte tyske mestre VfB Stuttgart har potentialet til for alvor at skyde Andreas Cornelius’ internationale karriere i gang. Rammerne på imponerende Mercedes Benz Arena opfordrer til historieskrivning, og det samme gør Cornelius selv.

- Kigger man på en tidslinje, er det næste step. Hvis jeg kan gå ud at spille en god kamp og score et mål eller måske endda to, kan det være et gennembrud, siger Cornelius.

Han er dog fuldt ud klar over, at der skal lidt mere til end en god kamp i Stuttgart, før også det internationale gennembrud er i hus.

- Man kan selvfølgelig ikke kalde det et decideret gennembrud efter én kamp. Det kunne man heller ikke i Superligaen, da jeg scorede et par mål i starten. Det er noget, der skal bygges op over længere tid, og jeg synes egentlig, at jeg er kommet fint i gang med det. Jeg kan allerede se forskel, fra da jeg spillede de første europæiske kampe indtil nu. Jeg er mere klar over, hvad der skal til, og hvordan jeg skal spille. Jeg har rykket mig. Det kan jeg mærke, fastslår FCK-topscoreren, der tidligere på ugen blev sat i forbindelse med selveste AC Milan.

Et klubskifte til den italienske modeby og Silvio Berlusconis klub står næppe først for. Men det er et faktum, at klubber fra nogle af Europas største ligaer, heriblandt den engelske og den tyske, følger Andreas Cornelius’ udvikling meget nøje.

Skal det blive til mere end det, kræver det, at den unge, blonde angriber ikke blot scorer mål mod Sønderjyske, men også mod Stuttgart. Og det er den nye bomber i dansk fodbold helt klar over.

- Jeg tænker ikke over klubskifte og udenlandsk interesse. Men jeg tænker over, at jeg også skal præstere i de her kampe, og hvis jeg gør det, så kan det da være... Det er klart, at de her internationale kampe tæller lidt mere, siger Cornelius.