Andreas Cornelius er glad for den afslutning på sæsonen, han fik sat med to mål i pokalsejren over Brøndby.

København. Andreas Cornelius føler, at han har opnået det, han skulle i FC København.

Nu venter et sommerskifte for den danske landsholdsangriber til den italienske fodboldklub Atalanta.

Derfor er Cornelius ekstra glad for torsdagens to mål i 3-1-sejren over Brøndby i årets pokalfinale.

»Det er lidt vemodigt, at det slutter nu. Men jeg glæder mig til at komme i gang i Atalanta og få nogle nye udfordringer.«

»Hvornår er den rigtige timing? Jeg tror, det er fint, at det er nu. Der er ikke så meget mere at komme efter.«

»Jeg har opnået det, der er noget nær toppen med FCK. Både internationalt og nationalt,« siger Cornelius.

Med pokalsejren over Brøndby har FCK vundet The Double - mesterskabet og DBU Pokalen - to sæsoner i træk.

Cornelius nåede også at få scoret mod Brøndby for første gang i karrieren. Og tilmed to gange.

»Det er et godt punktum at få lov til at sætte. Det var, hvad jeg havde håbet på. Det kunne nærmest ikke være bedre end at være afgørende i en finale mod Brøndby og så sige farvel og tak.«

»Det er fantastisk at være en del af et hold, der fungerer og først og fremmest vinder. Alle er så trygge ved det taktiske og ved hinanden, at vi bare kan spille frit,« siger han.

Cornelius frygtede på intet tidspunkt, at FCK ville tabe pokalfinalen.

»Overhovedet ikke. Vi har spillet mod mange gode hold, hvor vi har været lidt presset. Også mod hold der er meget bedre end Brøndby. Så ingen panik overhovedet.«

»Der var højt tempo og i perioder godt spil og i perioder også rigtigt dårligt spil fra begge hold.«

»Fordi der var så meget tempo og tænding på, så havde vi nogle gange svært ved at følge med.«

»Men jeg synes, vi beviste i de afgørende situationer, at vi er et bedre hold, og at vi har noget mere kvalitet,« siger Cornelius.

/ritzau/