At være tilbage er noget med at returnere til et sted, man har været før. Men i fodboldens verden handler det ofte om igen at nå et niveau, man tidligere har præsteret på.

Og for Andreas Cornelius har der været meget snak om at ’være tilbage’. Rigtig meget. Angriberen brød igennem med et brag for efterhånden fire år siden, og blev bare et år senere sendt til Premier League og Cardiff for det, der dengang var en dansk rekordsum.

Opholdet i Wales blev en fiasko for den i dag 23-årige angriber, der efter få måneder returnerede til FC København. Siden har han haft store kvaler med at nå det niveau, der for år tilbage gjorde ham til både topscorer og landsholdsspiller. Blandt andet grundet skader og problemer med målscoringen.

Andreas Cornelius slog aldrig i gennem i Cardiff og vendte hurtigt tilbage til FC København. Det skulle dog tage lang tid, før han kom tæt på det niveau, han var på, da han blev solgt i 2013 
Andreas Cornelius slog aldrig i gennem i Cardiff og vendte hurtigt tilbage til FC København. Det skulle dog tage lang tid, før han kom tæt på det niveau, han var på, da han blev solgt i 2013  Foto: Paul Currie
Vis mere

Nu tyder noget dog på, at skuden er vendt. Andreas Cornelius er måske ’tilbage’. Han er farlig, han er tilbage på landsholdet og med to scoringer i forrige Champions League-kvalifikationsrunde, spiller han en stor rolle i, at FCK onsdag aften kan slå sig videre til gruppespillet på Cypern.

»Jeg føler lidt, at den samme succes er på vej. Det ligner lidt første gang, jeg havde meget succes. Det er første gang, jeg har den følelse, siden jeg kom tilbage, og det betyder rigtig meget. Det giver noget ro, og jeg kan slappe mere af og fokusere på at gøre tingene mere simple. Jeg skal ikke kunne det hele, gøre det hele og hele tiden bevise noget. Nu kan jeg fokusere på de vigtigste ting og være ligeglad med nogle andre ting. For når det ikke kører, prøver man at gøre det hele,« siger Cornelius til BT.

For Andreas Cornelius (th.) har formkurven været opadgående på det seneste, bl.a. med scoringer i CL-kval'en og landsholdsudtagelse
For Andreas Cornelius (th.) har formkurven været opadgående på det seneste, bl.a. med scoringer i CL-kval'en og landsholdsudtagelse Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Spørgsmålet er dog, om Andreas Cornelius spiller fra start. Angriberen fik en lille skade i begyndelsen af måneden, men han returnerede i weekendens kamp mod AaB, hvor han spillede 90 minutter og scorede. Men nyindkøbte Andrija Pavlovic har også vist sine kvaliteter frem. Pladsen ved siden af Federico Santander i den københavnske offensiv ligner derfor eneste spørgsmålstegn på Ståle Solbakkens holdkort.

»Det er mavefornemmelsen, der beslutter, hvem der spiller. Men holdet er sat. Så der er ingen, der kan drømme sig til en plads på holdet, når de falder i søvn i aften,« sagde Solbakken på det afsluttende pressemøde tirsdag.

Bliver det Andreas Cornelius, håber han imidlertid på at score det mål, der sender FC København i Champions League for første gang i tre år.

»Jeg håber, det sker. Jeg har ikke gennemspillet det i hovedet, men jeg har tænkt over, at det vil være et meget vigtigt mål både for klubben, holdet og mig selv, hvis jeg scorer hernede. Men i bund og grund håber jeg bare, at vi går videre,« understreger angriberen.

Andreas Cornelius håber, det bliver ham, som scorer mod APOEL onsdag aften.
Andreas Cornelius håber, det bliver ham, som scorer mod APOEL onsdag aften. Foto: Per Kjærbye
Vis mere

Fordi han i sommeren 2013 blev solgt til Cardiff, har han aldrig tidligere prøvet kræfter med Champions League. Så nu skal det være.

»Der er en verden til forskel. Jeg har prøvet at spille Europa League, men jeg har ikke prøvet Champions League. Det vil være meget større for mig at spille Champions League. Det er noget helt andet. Dermed ikke sagt, at jeg er ligeglad med Europa League. Det vil også være stort for klubben. Men Champions League er bare noget helt andet. En helt anden stemning og et helt andet niveau,« slutter Andreas Cornelius.

En angriber, der langt om længe ser ud til at være ’tilbage’.