Det lignede lykkelige ægteskaber inden sæsonen. Men mens Chelsea-manager Antonio Conte mæsker kage i sig ved pressemøder, står den anden Premier League-debutant, Pep Guardiola, over for sin måske største trænerudfordring i karrieren i Manchester City. BT tager temperaturen på de nye ansigter i Premier League.

Der er gået kage i den i de seneste dage for Antonio Conte og Pep Guardiola.

For Antonio Contes vedkommende heldigvis i positiv forstand. I forbindelse med et pressemøde efter Chelseas seneste Premier League-kamp – den overbevisende 3-0-sejr over de forsvarende mestre Leicester – kommenterede italieneren på et stykke kage, som en af journalisterne sad med. Lang historie kort: Italieneren fik tilbudt et stykke og satte gaflen i det. Med et stort smil om munden. Det perfekte bevis på, at alt er fryd og gammen på toppen af Premier League-pyramiden.

Fire pladser længere nede i tabellen roder Manchester City rundt. Uden samme glæde at spore hos manager Pep Guardiola, som virker mere udfordret end nogensinde, og som har vrisset af journalisterne de seneste dage.

De to managere, der begge er i gang med deres første sæson i Premier League, er lige nu ’talk of the town’ i England. Conte, fordi Chelsea-toget bare tromler derudad, og Pep Guardiola, fordi han efter et 0-4-nederlag til Everton og en topkamp i weekenden mod Tottenham er under pres i disse dage.

BT har på baggrund af, at de to trænere lige nu befinder sig midt i orkanens øje, allieret sig med Mikkel Bischoff, Premier League-ekspert på Discovery Networks. Bischoff sætter de to trænere under lup og giver dem herunder en karakter ud fra helhedsindtrykket indtil nu i deres debutsæson i Premier League.

Antonio Conte - ingen er bedre

Foto: John Sibley
Vis mere

Antonio Conte har haft succes som manager i Chelsea, fordi han undervejs har ændret spilsystem, og fordi han så dygtigt får alle spillerne til at købe ind på sine principper.

Chelsea-træneren indledte sæsonen i en 4-4-2-formation, men da dét spilkoncept stødte på grund, skiftede Conte i stedet til 3-5-2, som han også brugte som træner for Juventus og det italienske landshold, og derfor kan han nu vise sit charmerende smil frem ved alle lejligheder.

»Conte har virkelig været omstillingsparat, Han forsøgte med det system, som han kender, og prøvede så noget helt anderledes. Han er en vanvittigt dygtig træner,« siger Mikkel Bischoff og peger på tre nøglespillere i Contes succes: David Luiz, Eden Hazard og N’Golo Kanté.

Luiz har ikke det bedste ry som forsvarsspiller, men har nu mere opbakning i tremandsforsvaret, så kan han være lidt mere flagrende. Kanté blev i begyndelsen brugt som primært defensiv midtbanespiller, men får nu lov at fise rundt på hele banen, og Eden Hazard er blevet mere fri af sine defensive pligter.

Mikkel Bischoff ser ingen andre, der er bedre end Conte til at få spillerne til at lystre på banen.

»Han er så detaljeret i træningen i den måde, som han coacher spillerne på. På træningsbanen går han og flytter dem manuelt. Jeg tror ikke, at nogen andre er bedre til at få spillerne til at udføre et koncept,« siger Mikkel Bischoff.

Chelsea har haft den fordel i denne sæson – i hvert fald i forhold til Premier League-kampene – at man ikke har spillet europæisk fodbold. Conte har derfor til de fleste kampe kunnet stille med sine bedste spillere i en frisk udgave, og det har været med til at gøre, at han har haft fantastiske forudsætninger for at levere gode resultater i denne sæson. Og så kunne det næppe gå værre end Chelseas 10. plads i sidste sæson.

»Conte kunne ikke have fået bedre arbejdsforhold, og dér har han haft en stor fordel i forhold til for eksempel Pep Guardiola eller José Mourinho. Conte får det sværere i næste sæson,« siger Bischoff.

Næste sæson er dog endnu langt væk, og derfor kan Antonio Conte for nu koncentrere sig om at spise kage og juble over sin nuværende succes.

Bischoffs bedømmelse: 12

Begrundelse: »Det skal med, at Conte i begyndelsen havde folk som Steve Holland (assistenttræner i Chelsea, red.) til at sætte sig ind i tingene, men han har bare været så imponerende i Chelsea indtil videre.«

Foto: Lee Smith
Vis mere

Pep Guardiola - på grænsen til det naive

Pep Guardiola virker chokeret over, at hans principper ikke duer i Premier League. Naturligvis er det kun et øjebliksbillede, men i Manchester Citys seneste nedsmeltning mod Everton stod det hurtigt klart, at ikke meget virkede for den spanske manager. Efter en ellers god indledning på sæsonen har der ad flere omgange været sprækker i City-skuden.

Mikkel Bischoff tror, at Pep Guardiola havde en anden idé til, hvordan det ville blive at være manager i verdens i nogles øjne bedste fodboldliga. Pep Guardiola har måske haft en forestilling om, at hans hold ville komme til at dominere kampene mere, men det synes ikke at have været tilfældet.

»Det grænser sig til det naive. Jeg synes ikke, at Pep Guardiola har været dygtig nok til at tilpasse sig Premier League. I England kan man ikke på samme måde have kontrol over kampene, for der er flere andenbolde og mere fysik, som er med til at afgøre kampene, end det for eksempel er tilfældet i andre ligaer. Det er lidt underligt, at en træner, der har været kendt for at udvikle spillet, har så store problemer. Han virker chokeret over, hvor lidt hans egne principper virker, og det kan godt være, at Pep nu skal til at spille lidt mere simpelt og tilpasse sig Premier League,« siger Mikkel Bischoff.

I Bayern München og FC Barcelona-tiden virkede han altid energisk og kommanderende på sidelinjen, men senest mod Everton kunne Pep Guardiola ses med et stramt udtryk i ansigtet. Siddende på bænken det meste af kampen, som City tabte med 0-4.

Pep Guardiola har ad flere omgange vrisset af journalisterne og minder lige nu mere om en manager ude af kontrol end én, der nyder tilværelsen.

»Pep ligner en magtesløs mand i øjeblikket. Selv i nogle af de kampe, Manchester City tabte tidligere på sæsonen, stod han stadig og styrede tingene på sidelinjen, men jeg synes, at han har reageret håbløst, når han har været presset,« siger Bischoff om spanierens attitude og fortsætter:

»Man får bare en lille smule lettere arbejdsbetingelser, hvis man kan spille lidt med, men Pep giver intet væk til pressen. Han lukker miljøet omkring sine spillere utroligt meget og giver ikke selv nogen interview ud over de officielle pressemøder.«

Bischoffs bedømmelse: 4

Begrundelse: »City fik en god start, men holdet brugte virkelig mange penge i sommer og ligger uden for Champions League-pladserne lige nu. Hvis holdet ender der. når sæsonen er slut, er Pep Guardiola nærmest dumpet.«

De to andre ’nye’ managerstjerner i Premier League

Foto: Phil Noble
Vis mere

Jürgen Klopp, Liverpool
»Jürgen Klopp kom til i midten af sidste sæson og spillede så mange kampe lige efter hinanden, så vi kan først rigtigt vurdere ham nu. Han har været ’heldig’ med, at Liverpool ikke har spillet med i Europa, men det er tydeligt at se hans aftryk. Liverpool løber stadig som gale, men nu ved de også, hvad de skal gøre med bolden. De er ikke fuldstændig smadrede efter jagt på jagt. Det er blevet en presmaskine, der også kan spille fodbold.«

Bischoffs bedømmelse: 10

Foto: Phil Noble
Vis mere

José Mourinho, Manchester United
»Mourinho har den fuldstændig modsatte formkurve af Guardiola. United begyndte fint i ligaen, men havde det generelt svært de første 15 kampe. Med tiden er United blevet bedre og bedre, og Mourinho har fundet sin faste kerne på otte-ni spillere, der stor set spiller hver gang. Tegningerne er bedre i United end City.«

Bischoffs bedømmelse: 7