Lidt over halvandet år efter han blev tvunget til at indstille sin professionelle fodboldkarriere skal Andreas Laudrup atter arbejde med fodbold på højeste niveau.

BT kan nu afsløre, at den i dag 26-årige Andreas Laudrup, yngste søn af Michael Laudrup, har fået job hos tv-netværket Discovery Networks, hvor han skal være medkommentator til spansk fodbold. Allerede onsdag aften debuterer han bag mikrofonen sammen med Peter Piil til Copa del Rey-kampen mellem Real Madrid og danskerklubben Celta Vigo med Daniel Wass og Pione Sisto i truppen.

»Jeg ser i forvejen rigtig meget fodbold, og så er det jo federe at få lov til at sidde og snakke om det med en anden. Jeg tror også, min kone bliver glad for, at vi ikke skal se fodbold herhjemme,« siger en glad Andreas Laudrup, der netop har afsluttet en handels- og økonomiuddannelse og nu er klar til at fokusere på at bidrage med sin store fodboldviden.

 
Den ledbetændelsessygdom, der sidste år var årsagen til at Andreas Laudrup stoppede sin fodboldkarriere, har haft langt værre konsekvenser for den unge Luadrups liv.
Vis mere

Bag sig har han et helt liv med fodbold. Han blev født i Barcelona i 1990, da hans far var dirigenten bag FC Barcelonas Dream Team, han har spillet ungdomsfodbold i Real Madrid og blev dansk mester med FC Nordsjælland i 2012. Desværre betød en ondsindet gigtsygdom et tidligt karrierestop, og derfor glæder det ekstra meget, at han nu har fået chancen for et comeback til topfodbold. Efter karrierestoppet havde han brug for en pause fra fodbold, men nu er sulten stor.

»Jeg har fundet ud af, at fodbold er så stor en del af mit liv, at jeg ikke kan leve uden det. Jeg synes også, det vil være dumt af mig ikke at forfølge muligheden for at forblive inden for den verden, jeg har brugt så meget af mit liv i,« siger Andreas Laudrup til BT.

At Andreas Laudrup skal koncentrere sig om spansk fodbold er logisk. Dels har han boet i landet, dels har han spillet i Real Madrid, selv om det ganske vist var som ungdomsspiller. Dengang spillede han med blandt andre den nuværende Real Madrid-spiller Nacho og Chelsea-backen Marcos Alonso.

»Jeg har en indsigt i, hvordan der bliver trænet på det niveau. Specielt i Real Madrid træner ungdomsholdene fuldstændig på samme måde som førsteholdet, så det har jeg en indsigt i. Og så skal man ikke undervurdere kulturen i spansk fodbold. Den har jeg lidt større kendskab til ved at have boet og spillet der.«

Andreas Laudrup er i første omgang hentet ind på en løbende aftale hos Discovery Networks. Til at starte med tages der én kamp ad gangen.

Med jobbet går Andreas Laudrup ikke bare i sin fars fodspor som spiller og tv-ekspert. Han efterfølger også sin halvbror Mads Laudrup, der er vært på Discovery Networks’ store tv-konkurrent Viasat, hvor Mads Laudrup præsenterer Superliga-fodbold. En intern konkurrence mellem brødrene skal man dog ikke forvente.

»Det er spansk fodbold og Superliga, og det er to forskellige jobs at være vært og medkommentator. Det er godt, han har sit flotte udseende, så han kan pryde skærmen lidt mere, end jeg gør,« griner Andreas Laudrup.

Lige til sidst. Du er født i Barcelona og har spillet i Real Madrid. Hvem holder du mest med?

»Jeg er født i Barcelona, og da jeg stoppede med at spille fodbold fik jeg et personligt brev fra præsidenten, så der er ingen tvivl om, at den klub og den by har en stor betydning for mig. Samtidig har jeg spillet i Madrid og boet den voksne del af mit liv i Madrid. Det har også en kæmpe betydning, så stor at vi faktisk tog på en mini bryllupsrejse dertil. For mig er det lidt som at vælge, hvem man bedst kan lide af mor og far. Man holder af dem på hver sin måde.«

Nu må tiden vise, om de danske fodboldelskere også holder af Andreas Laudrups kommentatorevner.