Milan og Inter spillede 1-1 i sæsonens første Milano-derby, hvor Roberto Mancini fik comeback som Inter-træner

Derby della Madonnina kalder de lokale det.

Det intense, historiske og spændte lokalbrag mellem Milano-naboerne Milan og Inter. På San Siro hvor begge mandskaber deles om hjemmebanen. Et af de største opgør i europæisk fodbold, og søndag aften var der som sædvanligt masser på spil, da holdene mødtes for første gang i denne sæson.

Det var Roberto Mancinis comeback i sin anden trænerperiode i Inter efter fyringen af Walter Mazzarri i landskampspausen. Samtidig var det Milan-træner Pippo Inzaghis første derby i spidsen for Milan som træner, hvor han som spiller selv var involveret i adskillige af disse prestigekampe.

1-1 som slutfacit kunne ingen af holdene rigtig klage over, selv om Milan-angriberen Stephan El Shaarawy blev spillet helt blank et kvarter før tid, men sparkede på overliggeren.

Der var engang, hvor Milano-derbyet var en regulær topkamp, der afgjorde mesterskaber men sådan er det ikke længere. Begge mandskaber ligger i midten af tabellen og et point rykker ikke alverden for nogen af holdene, hvor Juventus og Roma er stukket af i toppen.

For Mancini var det en blændende start at indlede med et point i en så vigtig og prestigefyldt kamp, da han har overtaget et hold, der er mentalt slidt og ramt på selvtilliden. Han har haft kort tid til at samle sine spillere op, og da Milan efter 23 minutter bragte sig på 1-0 ved et fremragende skud af Jeremy Menez, så lignede det en dukkert til Inter.

Men de kom stærkt igen, og der skulle flere store redninger fra Milan-keeper Diego Lopez for at holde Inter fra udligningen. Lopez kunne dog ikke gøre meget ved Joel Obis mål efter en time.

Roberto Mancini kan dog ikke nyde resultatet alt for meget, for allerede i næste weekend står der Roma på menuen.