Viborg. Esbjerg har fået en miserabel start på den nye sæson i Alka Superligaen.

Efter to klare 0-4-nederlag i de to første kampe fik vestjyderne fredag aften endnu en spand kold vand i hovedet, da det i Viborg blev til et 1-2-nederlag.

Cheftræner Colin Todd mener, at en af løsningerne for at vende skuden er nye spillere til specielt den offensive del af vestjydernes bane.

»Jeg skal være ærlig at sige, at vi mangler nye spillere, som skal ind og hjælpe de drenge, vi allerede har. Vi mangler en angriber og formentligt en midtbanespiller, der kan skabe chancer via gennembrud på kanten,« siger englænderen.

Han erkender, at hans hold er ramt på selvtilliden, og at han har en stor arbejdsopgave foran sig.

»Stemningen i omklædningsrummet er præcis, som man kan forvente efter tre nederlag i tre kampe. Spillerne er selvfølgelig skuffede og irriterede, og det skal de også være, for det har ikke været godt nok.«

»Omverdenen vil være negative nu, men vi prøver at fokusere på det positive. I dag var det en fifty-fifty kamp især i første halvleg, og jeg så klare forbedringer i forhold til de seneste kampe.«

»Vi må også indrømme, at vi er ramt af et af de modgangs-syndromer, som sætter sig i holdet, og som gør det svært for drengene at tro på, at de kan vende det her,« siger Colin Todd.

Esbjerg-angriber Brent McGrath er på linje med sin cheftræner, men mener også, at holdet kan rejse sig.

»Det er en del af gamet at tabe kampe, men jeg er overbevist om, at vi nok skal rejse os. Det kunne selvfølgelig have været sjovere, end det er lige nu, men vi står sammen som et hold.«

»Det skal nok komme, og vi arbejder hårdt på træningsbanen hver dag. Lige nu er det stolpe ud for os, og vi er ikke skarpe nok,« siger angriberen.

/ritzau/