Leon Andreasen er formentlig ude i op mod et halvt år efter en ny grim skade, som opstod på grund af en mishandlet hjemmebane.

Leon Andreasen er næppe en af denne verdens største Coldplay-fans. Hvis han i forvejen havde noget til overs for den britiske popgruppe, der tidligere i år var årsag til, at FCK ikke kunne spille ude mod Lille i den første af de to Champions League-kval kampe, er landsholdsspillerens begejstring sikkert forsvundet onsdag aften.

10 minutter gik der af onsdagens hjemmekamp mod Nürnberg, så gik det helt galt for danskeren, der blev hængende i græstæppet og fik sit ene knæ forvredet så voldsomt, så man nu frygter en korsbåndsskade. Uheldet skete uden kontakt med modstanderne, så det er givetvis en konsekvens af et underlag, der var slemt medtaget efter, at AWD Arena søndag aften var rammen om en Coldplay-koncert.

Der er blevet arbejdet på at udbedre skaderne i plænen siden koncerten, men det var åbenbart ikke nok til at forhindre Andreasen i at komme slemt til skade. Det sker kort efter, at den hårdtarbejdende midtbanespiller endelig havde fået comeback efter langs tids fravær fra banen på grund af en karrieretruende lyskenskade. Andreasen var tilbage på landsholdet og lignede et stærkt alternativ på midtbanen til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Bulgarien og Italien, men nu ser det i stedet ud til, at han igen må i gang med et langvarigt genoptræningsforløb.

Hannover 96 skriver på klubbens officielle twitter-profil, at danskeren i dag skal gennemgå en MR-scanning for at få afklaret omfanget af skaden. Bild.de mener dog at vide, at der efter alt at dømme er tale om en korsbåndsskade, og så er Andreasen ude i mindst et halvt år.

Trods fraværet af den danske midtbanedynamo vandt Hannover 96 alligevel hjemmekampen over Nürnberg så sikkert som 4-1.