Den belgiske klub Club Brugge er ifølge sporten.dk's belgiske pressekilder brændt varm på FCKs 33-årige anfører og landsholdsspiller, Lars Jacobsen, og satser på at hente FCK-højrebacken i vinterens transfervindue

Lars Jacobsen skulle være klar over interessen fra den belgiske klub og er angiveligt selv interesseret i at springe ud i et nyt udlandseventyr og rykke til Belgien.

Club Brugge har længe fulgt Lars Jacobsen tæt og skulle angiveligt være klar med et bud på over seks millioner kroner for at hente danskeren, der bragte sig selv i et uheldigt fokus med et selvmål, da Club Brugge med Niki Zimling på holdet i august tog imod FC København i næstsidste kvalifikationsrunde til Champions League.

En kamp, som FC København vandt 3-2 efter 0-0 i Parken i den første kamp.

Udover Niki Zimling har Club Brugge også danskerne Jim Larsen og Jesper Jørgensen i truppen.

Lars Jacobsen, der i starten af sidste sæson vendte tilbage til FC København efter ophold i Nürnberg, Everton, Blackburn Rovers og West Ham, har kontrakt med FCK til sommeren 2014.