Club Brügge forespurgte på både Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson, efter FCK havde sendt belgierne ud af Champions League.

Det er efterhånden en kendt sag, at Lars Jacobsen har været i Club Brügges søgelys. Og faktisk har interessen været så konkret, at det udmøntede sig i et reelt bud på den danske landsholdsback.

Interessen blussede op, da FC København slog Club Brügge ud af Champions League-kvalifikationen, og det var ikke kun Lars Jacobsen, der havde spillet sig ind på Club Brügges radar.

- Efter vores to kampe mod Club Brügge sendte klubben mig en mail med forespørgsler - en fremgangsmåde, der ikke blev sat pris på af min direktion - på priserne på Pierre Bengtsson og Lars Jacobsen, som de endda bød 500.000 euro på [3,75 mio. kroner], siger Ariël Jacobs i et stort interview med den belgiske avis Le Soir.

Ariël Jacobs mishag ved at modtage denne mail skyldes muligvis, at den belgiske FCK-træner helt nægter at have med spillerhandler at gøre. Faktisk var han end ikke inde over FC Københavns køb af landsmanden Igor Vetokele, der blev hentet i Cercle Brügge.

Om Club Brügge endnu er interesseret i de to FCK'ere er uvist, men med en ny sportsdirektør, der startede i slutningen af december og blandt andet var skyld i en mislykket Stephan Andersen-handel, in mente, så lyder det mindre realistisk.

Tipsbladet