Manchester Citys manager, Roberto Mancin, er overbevist om, at dommeren lavede en fejl, da han gav Vincent Kompany rødt kort.

Manchester City var på vej mod en sikker sejr, da Vincent Kompany tacklede Arsenals Jack Wilshere så hårdt, at dommer Mike Dean stak City-forsvareren et rødt kort.

Udvisningen betød godt nok intet for resultatet af kampen, som City vandt med 2-0, men alligevel vil manager Roberto Mancini have det røde kort, og karantænen der følger, annulleret.

- Ja, for det er absolut ikke til rødt kort. Kompanys ene fod rammer bolden, og den anden fod er trukket tilbage, så jeg synes, at dommeren laver en fejl, siger Mancini til Sky Sports.

Mancini er dog tilfreds med resultatet af kampen, som gør, at City stadig har Manchester United inden for en nogenlunde overskuelig afstand på syv point.

- Det blev nemmere for os, da de fik rødt kort, men i anden halvleg faldt vi af på den, og vi skulle have scoret tre eller fire mål, siger italieneren og vurderer, at mesterskabskampen stadig er helt åben efter denne runde i Premier League.

- Vi ved, at [Manchester] United er stærke, men sæsonen er lang, og vi forsætter med at arbejde, siger han.