City afviser italienske topklubbers bud efter angriber

Manchester Citys enorme rigdom gør det meget svært for italienske topklubber at få råd til spillere fra englændernes reservelager.

Penge er ikke en mangelvare i Manchester City. Det er igen medvirkende til, at andre topklubber må gå forgæves i forsøget på at give spilletid og stjernestatus til de lyseblå englænderes dyre reservespillere.

De hæderkronede italienske topklubber Juventus, Inter og Milan er i denne omgang blevet afvist i et forsøg på at sikre sig den skadede angriber Stevan Jovetic i januars transfervindue.  Det skriver goal.com.

Det montenegrinske supertalent blev i sommer hentet i Firorentina for over 200 millioner kroner, men siden er det, i skyggen af flere skader, kun blevet til en enkelt startplads i Premier League blandt træner Manuel Pellegrinis udvalgte.

Men den lille offensivspiller er sine skader kvit, og Manchester City har ikke opgivet at gøre ham til en succes i Premier League med både et travlt juleskema og Champions League på programmet.

Afvisningen til de italienske topklubber bliver endnu en demonstration af engelsk fodbolds økonomiske magtforhold i forhold til Italiens bedst funderede klubber. De italienske mestre fra Juventus og AC Milan måtte også i sommer opgive at konkurrere med Manchester City om Jovetic, mens Juventus flere gange er blevet afvist i et forsøg på at købe den lange bosniske angriber Edin Dzeko fri fra Manchester Citys bænk.

Også Inters nye, indonesiske pengemand Erick Thohir må sande, at de to spillere ikke, i første omgang, bliver hans bevis for, at han kan drive Milano-klubben tilbage mod europæisk fodbolds absolutte top.

Edin Dzeko har således også meddelt, at han ønsker at blive i Manchester City minimum til sommer, inden han beslutter, om det igen er tid til at score sine mange mål i en klub, hvor han har noget bedre chancer for at blive førstevalg. 

Læs også: