Succes i Frankrig og snarligt kontraktudløb gør betingelserne for Christian Poulsen optimale

De fleste rynkede på næsen, da Christian Poulsen i sommer valgte at skifte storklubben Liverpool ud med det lille nyoprykkede franske mandskab Evian. Men satsningen har båret frugt. Poulsen spiller fast på mandskabet, der selv mener, at en enkelt sejr i resten af sæsonen burde være nok til at sikre sig overlevelse i Frankrigs bedste række, Ligue 1. En kæmpe triumf Evian og ikke mindst for den 32-årige midtbanespiller. - Alle er enormt positive. Vi har overrasket folk i Frankrig, og jeg kan tydeligt mærke en begejstring, som jeg ellers ikke var vant til fra Juventus og Liverpool, siger Christian Poulsen. Udviklingen kunne ikke være mere optimal for den rutinerede midtbanespiller. Med kontraktudløb til sommer, en kommende EM-slutrunde og en rolle som afgørende figur hos Evian, er Christian Poulsens karrieremuligheder forvandlet fra dårlige til særdeles perspektivrige. I sidste uge kunne BT melde om varm interesse fra Spanien og særligt Espanyol, hvor hans navn stadig er godt efter flere flotte sæsoner for Sevilla. En gratis og solid midtbaneprofil er i høj kurs, og Christian Poulsen kan frit vælge, hvor fremtiden skal fortsætte i stedet for at måtte nøjes. - Det var jo den situation, jeg så gerne ville være i. Derfor skrev jeg kun under for ét år med Evian. For engang skyld er jeg ikke forpligtiget til en klub, nu er det udelukkende mig, der bestemmer, siger Christian Poulsen, der allerede har fået positive tilkendegivelser fra Evian, som gerne ser danskeren fortsætte i den lille klub. - De har vist mig tillid, og det er jeg beæret over. På en måde føler jeg da, at jeg skylder dem noget, og jeg er også positiv i forhold til at fortsætte her, men jeg har helt ærligt ikke taget en beslutning endnu, fortæller Poulsen. Evian lokker med fast spilletid, nyt stadion, større budget og ambitioner om topfodbold. Men Poulsen trækker lige sin beslutning om fremtiden nogle måneder endnu, for der er meget på spil for manden med over 80 landskampe og 10 år i udlandet på cv’et. Den næste kontrakt kunne meget vel blive den sidste, og før han sætter sin underskift på denne, så er der mange overvejelser, der skal vendes og gennemtænkes. Primært drejer det sig om familien. Hvor skal børnene gå i skole, skal konen i gang med at studere og vil de blive i udlandet? Den type spørgsmål fylder meget i Christian Poulsens bevidsthed, og først når de er besvaret, er han klar til at beslutte, hvor livet som fodboldspiller skal fortsætte.