Gladbach tabte for tredje gang af fire mulige i foråret, da det blev 2-3 i udekampen mod HSV.

Hamburg: Fodboldspilleren Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach har fået en dårlig begyndelse på 2016 i Bundesligaen.

Søndag tabte holdet 2-3 ude til ellers formsvage HSV, der fik den første sejr i syv ligakampe.

Gladbach har tabt tre af fire kampe efter vinterpausen, og kun 5-1-sejren hjemme over Werder Bremen har pyntet lidt på den triste statistik.

Det så ellers godt ud for Andreas Christensens klub, da Fabian Johnson efter 13 minutter sendte et indlæg fra højre side i mål til 1-0.

Føringen holdt frem til otte minutter før pausen, hvor Gladbachs Martin Hinteregger rettede en HSV-afslutning af til udligningen.

Få minutter senere gik det igen galt for gæsterne, da et langt udspark fra HSV-målmand René Adler endte hos Artjoms Rudnevs, der på kanten af offside løb mod mål og scorede til 2-1.

Ti minutter før tid leverede Gladbach-forsvaret mangelfuld opdækning, så Ivo Ilicevic uhindret kunne heade 3-1-scoringen i mål.

Gladbachs Raffael pyntede til slutcifrene kort før tid.

Andreas Christensens klub ligger nummer syv i Bundesligaen med 32 point for 21 kampe.

HSV er nummer 11 med 26 point.

/ritzau/