Chok ved klub-VM: Ronaldinho og Mineiro tabte til marokkanere

En lille sensation har udspillet sig ved VM for klubhold. 

Det, der lignede en formsag for brasilianske Atlético Mineiro med stjernen Ronaldinho på holdet, gik hen og blev alt andet.

I semifinalen ved VM for klubhold slog hjemmeholdet Raja Casablanca nemlig Atlético Mineiro med 3-1 og er nu finaleklar.

Første halvleg sluttede 0-0, men kort inde i kampens sidste 45 minutter kom marokkanerne foran ved Mouhssine Iajour. 

Den scoring vækkede umiddelbart de sydamerikanske mestre, og det var selvfølgelig superstjernen Ronaldinho, som straks slog tilbage, da han udlignede til 1-1.

Alligevel gik det dog galt for Atlético Mineiro. Med to mål i de sidste minutter af kampen skabte Raja Casablanca den gedigne overraskelse. Målscorerne var Mouhssine Moutouali og indskiftede Vianney Mabidé.

Dermed står finalen i klub-VM mellem Raja Casablanca og de tyske giganter fra Bayern München, der tirsdag sikrede sig finaledeltagelse med 3-0 over Guangzhou Evergrande fra Kina.

Finalen spilles på lørdag. Det er kun anden gang, at en finale ved klub-VM ikke skal spilles mellem to klubber fra Europa og Sydamerika.

Herunder kan du i øvrigt se, hvor glade marokkanerne var for at vinde over Ronaldinho og co.

  

 

Læs også: