Modsat rygtestrømmens signaler om et klubskifte bliver den danske landsholdsangriber i Arsenal.

Nicklas Bendtner sættes på rygteplan i forbindelse med en håndfuld klubber til januar, når transfervinduet åbner efter nytår.

Det er klubber som Crystal Palace, Hull og Queens Park Rangers, men trioen får en kurv.

Nicklas Bendtner bliver i Arsenal sæsonen ud. Det forstår BT via engelske pressekilder med indsigt i Arsenal.

Oplysninger som BT har forsøgt at forholde Nicklas Bendtners agent, Tom Brookes, men uden held.

Nicklas Bendtners far og rådgiver, Thomas Bendtner, svarer via sms på spørgsmålet om sønnens fremtid:

- Ingen kommentar.

Nicklas Bendtner er efter to sæsoner på udlån til Sunderland og Juventus tilbage på Emirates i en rolle som reserve og vikar for angrebets klare førstevalg, Olivier Giroud, og på trods af ture i pressens overskrifter for andet end det fodboldmæssige har Arsène Wenger hyldet sin danske enfant terrible.

- Nicklas har kvaliteterne og arbejder hårdt til træning. Han har fysik og tekniske evner, og hans præstationer står og falder egentlig bare med hans eget engagement, lød det fra Arsenals franske manager for en uges tid siden.

På trods af at fans har råbt og skreget på Nicklas Bendtners afgang, samt at han var tæt på at blive solgt flere gange i sommerens løb til blandt andre Eintracht Frankfurt og Crystal Palace, endte Wenger med at holde på den 25-årige danske landsholdsangriber, der har været i London-klubben, siden han var 16.

Det er samme tillid fra bossens side, der ser ud til at holde Nicklas Bendtner henover vinterens transfervindue.

Arsenal fører Premier League og har sat kursen mod det første mesterskab siden 2004, og det betyder, at et eventuelt køb af en angriber til januar vil blive overordentligt dyrt.

En klub på vej mod et mesterskab i England får intet foræret halvvejs i sæsonen, og januars vindue er berygtet for sine dyre fejlkøb i Premier League.

Samtidig har Arsène Wenger i stedet for at finde en ny angriber kastet sin kærlighed på Real Sociedads kantspiller Antoine Griezmann, der står til at koste 150 millioner kroner. Nogenlunde det budget Arsenal har afsat til nye spillere i januar.

Det er den logik, som kilder fortæller om, der ser ud til at holde Nicklas Bendtner i Arsenal indtil sommer – det er simpelthen billigere at holde på danskeren end at sprænge banken til januar.

For Nicklas Bendtners vedkommende vil udsigten til at blive engelsk mester med Arsenal være mere tillokkende end en seks måneders lejeaftale med Hull eller Queens Park Rangers.