En direktør for en international menneskerettighedsgruppe har mandag indrømmet, at han var blandt de racistiske Chelseafans, der blev ved med at skubbe en sort mand ud af et metrotog i Paris og sang racistiske sange efter Chelseas Champions League-kamp mod Paris Saint Germain tirsdag.

Det skriver den engelske avis The Independent.

Det drejer sig om den 50-årige Richard Barklie, der er direktør i The World Human Rights Forum, som har mottoet:

»Menneskerettigheder, værdier og global velvære.«

Nordireren nægter at have sunget racistiske sange men erkender, at han var med i den gruppe, der ikke ville lukke Soulemayne S. ind i metrotoget efter kampen.

I en overvågningsvideo fra metroen i Paris kan man blandt andet se Richard Barklie stå i døren i toget, og Scotland Yard efterlyste Barklie og to andre kort efter kampen.

I en udtalelse fra Richard Barklies advokat, skriver de blandt andet, at Barklie undskylder for den traume og stress, sagen må have skabt for Soulemayne S., samt at nordireren står til fuld rådighed for politiet.

Richard Barklie nægter at være racist eller at have rejst sammen eller være del af nogen fanfraktioner.

Scotland Yard har endnu ikke arresteret nogle af fansene, da de ikke må tilbageholde personer for overtrædelser begået uden for Storbritannien.

Hvis fansene bliver sigtet i Frankrig, kan de se frem til en fængselsstraf på op til tre år og en bøde på 335.000 kroner.