Diego Costa er færdig i Chelsea.

Det har stået klart længe, og også længere end angriberen selv hævder. Det fastslår Chelsea-manager Antonio Conte i et større interview med Daily Mail.

»Jeg vil gerne gøre det helt klart. I januar stod det klart for klubben, for spilleren, Costa, for hans agent, at når vi nåede til juni, ville det være slut. Det stod helt klar i januar. Jeg traf beslutningen i januar og respekteret min beslutning. Jeg traf ikke beslutningen i juni eller maj. Jeg traf beslutningen i januar. Jeg vil være overrasket, hvis nogen var overrasket over min beslutning nu,« siger han.

Diego Costa, der sidste sæson scorede 20 mål for Chelsea i Premier League, har ellers tidligere hævdet, at Conte i juni fyrede ham over en simpel sms.

»Det lader til, at jeg ikke har haft nogen god sæson. Det var bare en simpel besked efter alt, hvad jeg har gjort for klubben. Men hvis han ikke vil have mig, må jeg kigge mig om efter et hold,« lød det dengang fra Diego Costa.

Costa er stadig på kontrakt i Chelsea, men ikke udtaget til den Asien-tour, som holdet lige nu er på. Ifølge Antonio Conte bør ingen bekymre sig om, at holdet til den kommende sæson kommer til at mangle sin topscorer:

»En spiller er ikke vigtig. Det vigtigste er holdet, og det er vigtigt lige nu at være sammen. Du mister ikke sammenholdet bare på grund af en spiller«