Med en dramatisk 3-1-sejr over Manchester City konsoliderede Chelsea lørdag eftermiddag førstepladsen i Premier League.

Blandt London-klubbens hovedpersoner var en brasilliansk trio, og for dem var sejren meget mere end tre vigtige point i bestræbelserne på Premier League-titlen.

Tidligere på ugen styrtede et fly ned i Colombia med 77 omkomne som det tragiske udfald. Blandt de omkomne var spillere og trænere fra det brasilianske fodboldhold Chapecoense og siden har Brasilien været i landesorg.

Derfor har optakten til lørdagens storkamp mellem Manchester City og Chelsea også været hård for Chelseas brasilianske trio Diego Costa, David Luiz og Willian, der alligevel formåede at sætte deres tydelige aftryk på det dramatiske opgør, som sluttede med to udvisninger til hjemmeholdet.

Først udlignede den brasilianskfødte spanske angriber Diego Costa til 1-1, inden indskiftede Willian bragte Chelsea foran 2-1. Sidstnævnte udnyttede rampelyset til sammen med landsmanden David Luiz at levere en rørende gestus til de mange flyofre og deres pårørende, da de efter Willians scoring tog deres sorte mindearmbind af og holdt dem op mod kameraerne.

»Jeg vil dedikere denne sejr til menneskerne, der døde i Brasilien,« forklarede Willian efterfølgende til engelske Sky Sports.

»Det var svært for mig at samle hovedet, da jeg havde nogle venner der. Vi må bare bede for ofrenes familier«

Tidligere havde Diego Costa fejres sin scoring med at pege på det sorte armbånd, mens hele stadion før kickoff mindedes ofrene med et minuts stilhed.