13 minutter. Det er alt, hvad Cesc Fabregas har fået i denne Premier League sæson under klubbens nye manager, Antonio Conte.
Det har fået rygterne om et forestående exit til at svirre. Efter endnu 90 minutter på bænken i weekendens 3-0-sejr over Burnley har engelske medier skrevet om, at den spanske midtbanespiller skulle have fået besked på at forlade klubben.
Nu er Cesc Fabregas gået ud i et usædvanligt offentligt forsvar – af sin manager. Af sin situation i London-klubben.
Det skete sent søndag aften på Twitter. Her lød det:
»I modsætning til, hvad der er blevet skrevet, har manageren og jeg et godt forhold, og han har ALDRIG fortalt mig, at jeg kan forlade klubben,« skriver Cesc Fabregas.
Han kom til klubben for to år siden, hvor han blev dyrt købt af daværende manager, Jose Mourinho, i FC Barcelona.
Og den spanske spiller føler også, at han har opbakning fra Antonio Conte.
»Han har sagt, at han regner med mig. Jeg stoler også på ham. Jeg vil fortsætte med at kæmpe for den her klub, og jeg vil give mit bedste, når jeg får chancen,« lyder det fra Cesc Fabregas:
»Jeg sværger stadig fuld troskab til Chelsea, og mit eneste mål er at hjælpe klubben til at vinde fodboldkampe.«