Eden Hazard sætter spørgsmålstegn ved, om Jose Mourinhos valg om at sælge Hazards belgiske landsmand Kevin De Bruyne var det rigtige.

De Bruyne nåede aldrig at slå igennem i Chelsea og blev i sidste års transfervindue i januar solgt til Wolfsburg, hvor han spiller sammen med danske Nicklas Bendtner.

I Wolfsburg er den 23-årige belgier blomstret op, og siden skiftet har De Bruyne været fast mand i den tyske klub, hvilket i denne sæson er blevet til ni mål og 16 assists.

Det er den unge midtbanes imponerende præstation, der får Eden Hazard til at undre sig over Mourinhos valg.

»Chelsea ville være stærkere, hvis vi havde beholdt De Bruyne. Han er en god spiller. Men Mourinho besluttede sig for at lade ham gå i stedet for at spille med ham,« sagde Hazard til den franske sportsavis L'Equipe.

Hazard erkender dog, at presset i Chelsea er langt højere end i Wolfsburg, hvilket kan være en medvirkende faktor til, at De Bruyne trives bedre i den tyske klub.

»Det var ikke min beslutning, selvom jeg er sikker på, at han ville trives i Chelsea, fordi han har enorme kvaliteter. Jeg tror dog, at der er mere pres på i Chelsea end i Wolfsburg,« fortsatte Chelsea-stjernen.

»Jeg ville have elsket at spille med ham i Chelsea, men han får spillet på et højt niveau, og det er godt for ham - du kan se, hvad det har gjort for Thibaut Courtois (Chelseas målmand, der var udlejet til Atletico Madrid, red.). Det er en skam, at han er væk, men han skal nok få en succesfuld karriere,« sluttede Hazard.

Rygterne florerer allerede om, at De Bruyne skulle være på vej væk fra Wolfsburg denne sommer. Han er blevet sat i forbindelse med store klubber som Manchester City og Bayern München, der begge skulle være interesserede i den rødhårede belgier.