Cesc Fabregas fik rødt kort, men Chelsea modstod presset og vandt over konkurrenten fra Premier League.

Pasadena. Chelsea vandt 1-0 over Liverpool i træningsturneringen International Champions Cup i Pasadena i Californien tidligt torsdag morgen dansk tid.

Men selv om Gary Cahill med en fornem hovedstødsscoring sørgede for kampens højdepunkt efter kun 10 minutter, blev det alligevel overskygget af en hård tackling fra Chelseas Cesc Fabregas.

Ifølge nyhedsbureauet AFP beklagede den spanske midtbanespiller sig da heller ikke, da han blev sendt fra banen efter at have nedlagt Liverpools nyindkøb Ragnar Klavan.

Kampens californiske dommer, Baldomero Toledo, havde på det tidspunkt allerede uddelt fem gule kort, og et mere fulgte siden efter.

Det var også en kamp, som ifølge iagttagere vil blive husket mere for sine klodsede, dårligt timede frispark, end sit flotte og flydende spil.

Liverpools manager, Jürgen Klopp, havde ladet Daniel Sturridge blive på klubbens træningsbase i Palo Alto for at fortsætte et intensivt træningsprogram. Det skal bringe hans fysik i topform inden sæsonstarten i Premier League.

Også andre spillere, der havde været involveret i EM-slutrunden, sad over i onsdagens kamp.

I Columbus vandt Paris Saint-Germain 3-1 over Real Madrid. Alle scoringer faldt i første halvleg.

Real Madrid havde den unge nordmand Martin Ødegaard på banen i første halvleg. Spanske medier mener, at nordmanden er på vej til at blive lejet ud, formentlig til en klub i Bundesligaen.

Real Madrids træner, Zinedine Zidane, skiftede hele sit hold ud ved pausen. I anden halvleg bestod holdet dermed først og fremmest af unge fremadstormende talenter.

I Chicago var det endnu mere målrigt. Her vandt AC Milan 5-3 over Bayern München efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp var end 3-3 efter blandt andet to scoringer af Franck Ribery.

International Champions Cup er en træningsturnering med 17 hold. Holdene spiller mod hinanden på fire forskellige kontinenter.

/ritzau/