Chelsea var bagud til Leeds United fra den næstbedste række, men London-holdet kom tilbage på en gylden 2. halvleg.

Rafael Benitez har ikke fået den bedste start på livet som Chelsea-manager. Spil og resultater har haltet i Premier League, holdet er ude af Champions League, og søndag tabte London-klubben VM-finalen for klubhold til Corinthians fra Brasilien.

Det skulle hævnes onsdag, hvor turen gik til Leeds fra den næstbedste engelske række i kvartfinalen i Capital One Cup - den såkaldt lille pokalturnering.

Den plan var Leeds United imidlertid ikke med på, og Championship-mandskabet gik frisk til sagen i første halvleg, som de vandt med 1-0.

Målet faldt ti minutter før pausen, hvor argentineren Luciano Becchio behandlede et indlæg fra den hurtige kantspiller, Jerome Thomas, efter fortjeneste og sendte bolden ind bag Chelseas målmand, Petr Cech (med sort hjelmfarve).

Men i 2. halvleg skiftede kampen karakter.

Spanieren Juan Mata udlignede i andet minut på et fladt langskud, hvor Leeds-målmand Jamie Ashdown ikke så helt godt ud.

Efter 20 minutter scorede Chelsea så to mål hurtigt efter hinanden. Først var det Branislav Ivanovic, som headede 2-1 føringen ind, og kort efter afgjorde Victor Moses reelt kampen.

Eden Hazard og Fernando Torres ville dog også være med i målfesten, så belgieren og spanieren scorede med to minutters mellemrum til slutresultatet 5-1 til sidste sæsons Champions League-vindere.

Dermed er Chelsea klar til semifinalen, hvor modstanderne bliver Michael Laudrups Swansea City, mens Aston Villa skal på udebane mod Bradford City fra den fjerdebedste række.