David Luiz blev sammen med Daniel Agger gentagne gange kædet sammen med FC Barcelona i sommerens transfer-vindue. Skiftet blev dog aldrig til noget, men nu åbner Chelsea op for et januar-skifte for den brasilianske midterforsvarer.

Barcelonas forsvar har ikke holdt den vanlige høje standard på det seneste. I midtugens kamp mod Ajax tabte de 1-2, og i søndagens kamp mod Athletico tabte de 0-1. I Barcelona leder man med lys og lygte efter en forsvarsspiller, der kan øge kvaliteten i defensiven. De spanske mestre forsøgte sig i sommer angiveligt med flere bud på David Luiz, men alle blev afvist af Chelsea, der ikke ville sælge deres stjernespiller.

Chelseas manager, José Mourinho, har på det seneste foretrukket Gary Cahill og John Terry i midterforsvaret, og Mourinho skulle nu efter sigende være villig til at slippe den 26-årige Luiz. Prisen skulle ifølge AS være i omegnen af 35 mio. pund, svarende til 315 mio. kroner.

Luiz har kun optrådt fem gange for Chelsea i Premier League i denne sæson, mens han stort set var fast mand under den tidligere manager Rafael Benitez. Luiz spillede kun én kamp for Chelsea i hele november - 0-2-nederlaget mod Newcastle.