Chelsea scorede to gange i det første kvarter, og den var Arsenal ikke i stand til at svare igen på i søndagens første Premier League-brag.

Hele to storkampe er på programmet i Premier League denne søndag, og den første løb af stablen på Stamford Bridge i London, hvor Chelsea havde besøg af naboerne fra Arsenal i en vaskeægte storkamp.

Og det opgør gik Chelseas vej. De forsvarende Champions League-mestre vandt 2-1 efter 90 underholdende minutter. Chelsea sejrede ikke mindst, fordi at holdet tog et sovende Arsenal-mandskab på sengen i 1. halvleg.

Allerede inden der var spillet et kvarter, var Chelsea i front med 2-0.

Efter seks minutter lagde Cesar Azpilicueta en perfekt diagonalbold til landsmanden Juan Mata, der knastørt sendte bolden i nettet til 1-0. Ti minutter senere var den gal i Arsenal-defensiven igen.

Ramires slap igennem med Arsenal-keeper Wojciech Sczcesny, der ikke så anden udvej end at nedlægge brasilianeren i det kriminelle felt. På det efterfølgende spark fra 11 meter udbyggede Frank Lampard føringen til 2-0.

Chelsea sad på hele 1. halvleg, og ingen kunne have indvendt noget imod en større føring til hjemmeholdet. Af samme årsag fik Arsenal-spillerne med garanti en røffel af Arsene Wenger i pausen, og det så ud til at hjælpe i starten af 2. halvleg.

Arsenal kom godt fra start, og efter 58 minutter reducerede The Gunners. Theo Walcott, der tidligere på ugen forlængede sin kontrakt med London-klubben, fik en bold serveret af Santi Cazorla og gjorde det til 1-2.

Det gav Arsenal en fornyet tro på tingene – ikke mindst i kraft af, at Chelsea i midtugen smed en 2-0-føring mod Southampton – men denne gang holdt The Blues stand og kørte tre point i hus i topkampen.


tipsbladet.dk