Thomas Delaney bragede bolden i mål, og så var sætbolden vundet, da FC København slog Club Brugge 4-0 og spillede sig rigtig tæt på mere europæisk fodbold

For to uger siden kom Thomas Delaney som første FCK-mand ud på den parkeringsplads under Estadio do Dragao, som FC Porto kaldte for mixed zone. Vi fiskede ikke selv efter det, men pludselig nævnte han det. »Nu har vi en sætbold,« sagde han efter 1-1-kampen. Mens Ståle Solbakken gik så langt at kalde det en matchbold.

Den matchbold smashede FCK-anføreren selv i nettet efter 64 minutter i 4-0-sejren over Club Brugge. Han kom løbende mod bolden, og så fik ramte han den, som man selv kun har gjort én gang i livet. Ind i krogen via stolpen, og Telia Parken eksploderede.

Det var målet til 2-0, men det var det, der knockoutede belgierne. Den første lussing havde de fået ti minutter tidligere, da Peter Ankersens flade indlæg ind i et FCK-forladt Brugge-felt alligevel endte i nettet, da Stefano Denswil i et nervøst anfald og helt upresset sparkede bolden i eget net til 1-0.

Og da Federico Santander sluttede et forrugende FCK-kvarter med at hamre en helflugter i nettaget efter hjørnespark til 3-0, var kampen ovre. Så glemmer vi endda helt, at Ludwig Augustinsson brændte et straffespark midt i det hele. Men hvad gør det, når Mathias Zanka Jørgensen satte 4-0-målet i nettet i overtiden?

Det var en magisk aften i Telia Parken. Solbakken have turdet kalde kampen mod Club Brugge for en matchbold, han havde turdet at spille med offensive Rasmus Falk og Benjamin Verbic på kanterne og spillerne formåede at leve op til tiltroen. Også selvom det ikke var en udpræget storkamp for netop de to kanter.

 

FC København er pludselig nummer to i deres Champions League-gruppe, og al snak om det ophøjede FCK-hold fra 2010/11 er for en stund væk. For nu er der muligheder for Ståle Solbakkens drenge. Matchbolden har hele tiden handlet om at spille Europa efter jul. For FC København er det en stor bedrift, hvis det bliver i Europa League via en tredjeplads, men vil man huskes som Jesper Grønkjær, Dame N’Doye og co., vil en Champions League-ottendedelsfinale veje tungt.

Det skal københavnerne nu bruge de næste to kampe mod Leicester til at bevæge sig tættere på. Og i hvert fald kampen på hjemmebane vil de have store forhåbninger til. For 3-0-sejren over Club Brugge var ikke bare en skalp for et ungt og internationalt uprøvet FCK-hold, det var også en understregning af, at Telia Parken giver franskbrød under armene hos FCK-spillerne. Det var tiende hjemmekamp i Champions League-gruppespillet, og det var den sjette sejr på eget græs.

Det hele var ikke fryd og gammen for FC København. Ståle Solbakken vil kigge tilbage på en første halvleg, der var præget af noget nervøsitet. Det gik lidt for langsomt, og der var for mange fejlafleveringer. Men indlæggene kom fra Ludwig Augustinsson, og de ramte Andreas Cornelius.

Men det var altså først i anden halvleg, at det flød. Og de tyve minutter, der gav tre mål og et straffespark, var Champions League-fodbold, som det ikke for alvor før er blevet spillet af FC København. Det var Champions League-fodbold, som FC København spiller i Superligaen. Med flow, højt pres og dominans.

Og ja, det var mod Club Brugge. Et hold, de lige så godt kunne have mødt i Europa League. Og selvom aftenens sejr ikke vil gå over i historien på samme måde som sejrene over Rosenborg i kvalifikationen og Manchester United i gruppespillet eller den uafgjorte mod Barcelona, så vil det her måske blive husket som et skridt mod en måde, som FC København også kan spille europæisk fodbold på.

De tog matchbolden, og de smashede den til sejr. Nu skal de sørge for, at det holder hjem.