KØB PLUS!

Celtic roses for mod efter Juventus-nederlag

Som forventet kæmpede Celtic bravt mod de italienske giganter fra Juventus. Desværre for skotterne blev det til et 3-0 nederlag hjemme i Glasgow. Holdet roses i medierne for dets gejst, men Efe Ambrose burde ikke have startet kampen.

For første gang siden 2008 havde det skotske mandskab sikret sig en plads blandt de bedste 16 i Europa. I lodtrækningen var Celtic blev parret med de italienske mestre Juventus, og på forhånd lignede det en meget svær opgave.

Alligevel var der håb om, at Neil Lennons tropper kunne skabe et resultat på hjemmebane og bevare muligheden for avancement, men med et 3-0 nederlag tirsdag aften ser det nu ufatteligt svært ud. De britiske medier ser det som en umulig opgave, men har alligevel ros til overs for de grøn-hvide.

- Hvis dette bliver enden på Celtics Champions League-drøm, og det gør det nok, så vil de blive husket for deres mod og brutalitet. I form af vilje og gejst kunne Neil Lennon ikke forlange mere, skriver Independent.

Ingen sætter spørgsmålstegn ved skotternes offervilje og lidenskab lagt for dagen. Det påpeges dog af flere engelske og skotske aviser, at Neil Lennon begik en fejl ved at starte med Efe Ambrose i midterforsvaret.

Ambrose havde søndag vundet Africa Cup of Nations-finalen med Nigeria, og havde fløjet den lange tur fra Sydafrika til Skotland. Derfor betragtedes det som et sats af Lennon at bringe ham fra start.

- Det var for meget for den store nigerianer. Han startede aftenen forfærdeligt og gav Matri muligheden for at bringe Juventus på 1-0. Senere lavede han en endnu større blunder, da han brændte en fri mulighed, og til sidst var han også impliceret i 3-0 målet, skriver skotske Daily Record.

The Scotish Sun følger op med overskriften "You've Efe'd it up", hvor Ambrose bliver tillagt størstedelen af skylden i nederlaget.

Læs også: