Eftertragtede Edinson Cavani indikerer, at han også er at finde i Napoli næste sæson, med positive udtalelser om klubbens fremtid.

Napoli angriberen Edinson Cavani er en af de mest eftertragtede angribere i fodbold-Europa, og der har længe været bred enighed om, at Cavani ville finde en anden og større arbejdsgiver denne sommer, men sådan kommer det måske alligevel ikke til at gå.

- Træner Walter Mazzarri har gjort et godt stykke arbejde her ved at skabe et hold og en klub, som gør det fremragende, siger Cavani til Corriere dello Sport.

- Vi går stadig efter at ende i toppen, og jeg tror, at vi kan føre det virkelig langt næste sæson, slutter angriberen og mere end insinuerer, at han også er at finde på San Paolo fra næste sæson.

Cavani har scoret 19 mål i Serie A i denne sæson, hvilket har bragt Napoli op på fjerdepladsen i tabellen. Denne weekend spiller holdet mod Lazio, som ligger på den eftertragtede tredjeplads, som giver adgang til Champions League, tre point foran Napoli.

tipsbladet.dk