Casper Sloth forventer en kamp med gang i den, når jyderne tager til Brøndby på søndag.  

Det bliver to formstærke hold, der løber ind på Brøndby Stadion søndag aften, når Brøndby og AGF tørner sammen.

AGF på en aktuel tredjeplads har sin fjerde sejr i træk i udsigt, mens BIF med en sejr kan få sin ottende kamp uden nederlag i træk. 

Casper Sloth er ikke skræmt af det genfødte Brøndby; midtbaneprofilen glæder sig til at mærke suset i Brøndby.

- Det bliver spændende. Jeg kan godt lide at spille mod Brøndby, for der er altid fuld knald på kampene og mange tilskuere. Vi har vundet de tre seneste kampe, og forhåbentlig kan vi fortsætte de gode takter, siger Casper Sloth til AGFs website.

- Uanset hvem vi møder, synes jeg, at vi skal forsøge at have bolden mest muligt og sætte os på spillet. Brøndby er godt kørende i øjeblikket, og vi skal have respekt for dem, men vi har kvaliteterne til at lave et godt resultat, slår Sloth fast.

At AGF i øjeblikket er placeret på en tredjeplads i Superligaen lægger Casper Sloth dog ikke meget i.

- Det er selvfølgelig altid sjovere at se stillingen, når vi ligger nr. 3. Men det er så tæt i Superligaen, at der kan ske store rokeringer efter hver runde. Det har vi jo selv oplevet, og helt ærligt så fokuserer jeg ikke så meget på tabellen. Det er bare rart at vinde, for det har stor betydning for spillet og humøret, siger Sloth og udpeger årsagerne til AGFs gode stime.

- Vi har været effektive og scoret på vores muligheder, samtidig med at vi har givet få chancer væk. Spillet er også blevet bedre og bedre - og især mod Viborg havde vi flere gode perioder med bolden. Årstiden og banernes tilstand er selvfølgelig begyndt at spille ind, men der er stadigvæk plads til forbedring i vores spil. siger han.