Iker Casillas er i stor fare for at misse begge Champions League-opgør mod Manchester United, efter han brækkede hånden onsdag aften mod Valencia.

Iker Casillas er pludselig ikke længere det sikre førstevalg i målet hos Real Madrid, men i Copa del Rey-kampene er det dog stadig den spanske landsholdskeeper, der vogter buret. Således også i onsdagens opgør mod Valencia, men her kom målmanden alvorligt til skade. 

I et sammenstød med holdkammeraten Abeloa brækkede Casillas hånden, og han måtte udgå efter bare 18 minutters spil. Real Madrid bekræfter skaden på klubbens hjemmeside, men det er endnu uvist, hvor længe kongeklubben må undvære målmanden.

Det afhænger blandt andet af, om Casillas skal gennemgå en operation. I så fald risikerer han otte ugers pause, og dermed går han sandsynligvis glip af de to storkampe i Champions League mod Manchester United, som spilles henholdsvis den 13. februar og 5. marts.

Bliver en operation ikke nødvendig, kan spanieren muligvis nøjes med seks ugers pause, og i så fald vil han være i spil til retur-opgøret, såfremt han atter har fundet vej ind i varmen hos cheftræner Jose Mourinho.

tipsbladet.dk