Patrick Ekeng faldt om efter syv minutter på banen. Lægerne kunne ikke redde hans liv.

Bukarest: Den camerounske landsholdsspiller i fodbold Patrick Ekeng er død, efter at han fredag faldt om på banen for sin klub, Dinamo Bukarest.

Det oplyser både klubben og Camerouns fodboldforbund sent fredag ifølge Reuters.

- Patrick Ekeng døde 6. maj 2016 under en kamp for Dinamo Bukarest, skriver Camerouns fodboldforbund på Twitter.

26-årige Ekeng faldt pludselig til jorden i ligakampen mod Viitorul Constanta uden umiddelbart at have været i nærkamp med nogen.

På det tidspunkt havde han blot været på banen i syv minutter efter at være blevet skiftet ind efter 63 minutter af kampen.

Patrick Ekeng blev i hast kørt til hospitalet, men lægerne var ikke i stand til at holde midtbanespilleren i live. Han blev erklæret død to timer senere.

Ekeng nåede at spille i flere forskellige klubber, før han i januar kom til Bukarest i Rumænien. Han spillede blandt andet for Cordoba i Spanien og Le Mans i Frankrig.

Han blev noteret for to landskampe for Cameroun.

/ritzau/