Nedrykningskampen er gået fra kedelige frostgrader til et svedende kogepunkt, hvor FC Vestsjælland, Esbjerg og Sønderjyske til slut i Superligaen mødes indbyrdes i regulære bundbrag i kamp om overlevelse.

FC Vestsjælland fortsatte klubbens fine forårsform søndag mod FC Nordsjælland og hentede tre point yderligere i mission overlevelse 2.0.

Både Esbjerg og Sønderjyske er nu for alvor i sigte for sjællænderne, hvor FC Vestsjælland - med ti point i de seneste fem kampe - kun har tre point op til Esbjerg og seks point til Sønderjyske på den hyggelige side af stregen.

Det drama, der bare for fire runder siden var på frysepunktet, er ved at koge over af spænding, og ydermere krydres braget mellem de tre kombattanter med drabelige indbyrdes opgør i de sidste Superliga-runder.

I 30. spillerunde møder Esbjerg Sønderjyske i kamp om overlevelse, der kan blive yderst gunstig for den sjællandske tredjepart. Og bare runden efter skal Sønderjyske igen bevise deres overlevelsesvilje, når de tager imod FC Vestsjælland.

Som om nedrykningsduellen ikke kunne nå flere graders celsius, så brager Esbjerg og FC Vestsjælland sammen i næstsidste runde, der meget vel kan afgøre, hvem der skal spille bold i 1. Division næste sæson.

Herunder kan du se, hvordan de tre nedrykningduellanters resterende program ser ud:

28. runde
Esbjerg fB – Silkeborg
Hobro – Sønderjyske
FCV – FCK

29. runde
Hobro – FCV
FCN – Esbjerg fB
Sønderjyske – Randers

30. runde
FCV – FCM
Esbjerg fB – Sønderjyske
31. runde
Sønderjyske – FCV
AaB – Esbjerg fB

32. runde
Sønderjyske – FCK
Esbjerg fB – FCV

33. runde
Brøndby – Esbjerg fB
FCM – Sønderjyske
FCV – Silkeborg IF