Italienske Gianluigi Buffon regnes for en af de bedste målmænd, der nogensinde har været, og trods en alder af 37 år holder han stadig niveau som få.

Men nu har Juventus' keeper, der har vundet titlen som verdens bedste målmand fire gange, sat en skæringsdato for, hvornår handskerne lægges på hylden.

»Hvis jeg kan presse mig selv til at blive ved til VM 2018, fortsætter jeg, og derefter vil jeg lukke døren og stoppe med at spille fodbold,« lyder det ifølge football-italia.net fra landsholdsmålmanden, der i sin karriere kun har spillet for to klubber - Parma og Juventus.

 

Gianluigi Buffon fylder 38 på torsdag og vil dermed være 40 år, hvis han fortsætter så længe og når at være med ved verdensmesterskaberne i Rusland.

Han har allerede en VM-guldmedalje fra 2006 i trofæskabet derhjemme. Dengang gik Italien hele vejen i Tyskland.