Transfervinduet smækkede i ved midnat i de fleste store europæiske ligaer. Englænderne holder dog markedet åbent i en dag endnu - det lukker tirsdag aften klokken 19, dansk tid. Her kan du følge med i dagens største transfers og mest opsigtsvækkende rygter i fodboldverdenen.

Dyer til Leicester
20:06: Kasper Schmeichel får en ny holdkammerat. Leicester har for resten af sæsonen sikret sig Nathan Dyer fra Swansea på en lejeaftale. (Kilde: Lecester)

Skuffet angriber sviner klubejer
19:22: Saido Berahino spiller hårdt mod hårdt. WBA-angriberen har været jaget af Tottenham hele sommeren, tilsyneladende uden effekt. WBA har afvist alle bud. Nu har spilleren selv været ud og vaske sit snavsede tøj i offentligheden. Han bruger Twitter til at sende en utvetydig besked til WBA-ejer Jeremy Peace: 'Desværre kan jeg ikke sige præcis, hvordan klubben har behandlet mig, men jeg kan officielt sige, at jeg vil aldrig spille for Jeremy Peace igen.'

Transfervinduet er nu lukket. Vi afventer, om der dukker sidste-øjebliks-handler op ...

Chelsea henter forsvarer
19:00: I sidste øjeblik har Chelsea sikret sig den 23-årige forsvarer Michael Hector i Reading. Han har fået en femårig kontrakt. I første omgang bliver det første år af den dog tilbragt samme sted som hidtil. Michael Hector bliver lejet ud til Reading for resten af sæsonen. (Kilde: Chelsea)

Nedtælling i gang
18:54: Nu er der kun få minutter tilbage af transfervinduet i England. Hvem slår til i sidste øjeblik? Om nogle?

Henry tvivler på målnæse hos sin 'efterfølger'
18:52: Anthony Martial er blevet kaldt den nye Thierry Henry - så hvad er mere nærliggende end at lade den franske (Premier League-)legende selv sætte et par ord på Manchester Uniteds nyindkøb. Det gør han til Sky Sports: »Han har hurtigthed, men kan han score mange mål? Jeg ved det faktisk ikke, for han har kun spillet 52 kampe. Så det er lidt mærkeligt for mig at sige: Men det er et kæmpe chance, som Manchester United er nødt til at tage på grund af den situation, klubben er i.« Thierry Henry påpeger også, at en selv en etableret spiller som Angel di Maria ikke formåede at slå igennem i Manchester United i den seneste sæson. (Kilde: Sky Sports)

Officielt: United køber fransk stortalent
18:17: Så er det officielt. Manchester United har købt franske Anthony Martial i Monaco. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Og på sociale medier. Franskmanden fra Monaco har fået en 4-årig kontrakt med option på endnu et år. Anthony Martials første ord som United-spiller er: »Jeg ser frem til at møde min holdkammerater og arbejde med Louis van Gaal (manager, red.), der har opnået så meget i sin karriere.« (Kilde: Manchester United)

AaB-sportsdirektør VIL sende profil væk
17:57: Igen lykkedes det ikke for Nicolaj Thomsen at finde en anden klub end AaB i transfervinduet. Men nordjydernes sportsdirektør forsikrer, at det nok skal komme til at ske: »Vi har aftalt, at han skal have mulighed for at komme afsted. Det er også vigtigt for os, så vi kan sende et signal til de unge spillere, der er i klubben,« siger Allan Gaarde. Det må så blive til vinter. (Kilde: Nordjyske)

Nej, nej, nej til Tottenham
17.35: Tottenham kan bare ikke glemme Saido Berahino. Det er WBA dog ligeglad med - klubben skulle have afvist et tredje bud på angriberen, og nu skulle manager Tony Pulis angiveligt være taget hjem fra træningscentret. Så døren - og vinduet - er muligvis allerede smækket i hos London-klubben. Angiveligt skulle Tottenham være klar til et fjerde bud spilleren. (Kilde: Sky Sports og Daily Mail)

AV! Okore får ny stærk konkurrent
17:11: Så er det officielt. Aston Villa har sikret sig en ny mand til det forsvar, hvor danske Jores Okore endnu mangler at komme i aktion i denne sæson. Birmingham-klubben har skrevet en to-årig kontrakt med Jolean Lescott, der kommer fra WBA - han har tidligere spillet i Manchester City. Imens har Jores Okore endnu ikke spillet i denne sæson oven på sin knæskade og operation i løbet af sommeren. Aston Villa har også tidligere hentet Micah Richards til forsvaret. (Kilde: Aston Villa)

Rooney om Uniteds transfer-mål: »Hvem er han?«
16: 53: Det kan godt være, at Manchester United er ved at gøre Anthony Martial til den dyreste teenager nogensinde – anfører Wayne Rooney har dog ingen anelse om, hvem franskmanden er. Det fortæller klubbens franske spiller Morgan Schneiderlein: »For at være helt ærlig, så kom Wayne Rooney op for at spørge mig, hvem Martial er, fordi den engelske presse var begyndt at skrive om ham. Jeg fortalte ham, at han er en god spiller med stort potentiale,« siger Morgan Schneiderlein, der er landsholdskammerat med Anthony Martial. (Kilde: Espn)

De tabte til FCM - nu kommer ny forsvarer
16:25: Efter Europa League-exitet til FC Midtjylland har Southampton oprustet sig i forsvaret. Den 24-årige hollandske midterforsvarer Virgil van Dijk er hentet i Celtic. Angiveligt er prisen i omegnen af 120 millioner kroner. Om den missede europæiske plads siger Virgil van Dijk: »Jeg så kampene, og det ændrede ikke noget for mig. Forhåbentlig er vi med næste år.« I Southampton bliver han genforenet med to tidligere holdkammerater, Fraser Forster og Dusan Tadic. (Kilde: Southampton)

Tidligere United-angriber foran Premier League-comeback
15:51: Dimitar Berbatov er på vej tilbage i Premier League. Bulgareren er uden kontrakt efter sit farvel til Monaco i sommer, og han skulle i øjeblikket forhandle med Jores Okores Aston Villa. Dimitar Berbatov er 34 år gammel, og han har tidligere spillet for Tottenham, Fulham og i længst tid for Manchester United i Premier League (Kilde: Daily Mail)

Chelsea er tæt på ny midterforsvarer
14:28 Chelsea er angiveligt tæt på at sikre sig Readings forsvarsprofil Michael Hector for godt og vel 4 millioner pund. Den 23-årige midterforsvarer ventes ifølge Sky Sports præsenteret inden deadline klokken 18.00. (Kilde: Sky Sports)

United nærmer sig fransk kæmpetalent
13:25 Det franske megatalent Anthony Martial har ifølge Sky Sports klaret lægetjekket i Manchester United og bliver senere præsenteret. Den 19-årige Monaco-angriber koster angiveligt 50 millioner pund, hvilket gør ham til den dyreste teenager nogensinde. (Kilde: Sky Sports)

Chelsea-transfer bekræftet i Frankrig
12:52: Ligue 1-klubben Nantes bekræfter på dens hjemmeside, at midtstopperen Papy Djilobodji er blevet solgt til Chelsea, hvor han angiveligt har fået en kontrakt gældende i fire sæsoner. Briterne derimod har endnu ikke bekræftet skiftet. (Kilde: FC Nantes)

Okore får ny konkurrent i Aston Villa
12:45: Den tidligere Manchester City-spiller Joleon Lescott har bestået et lægetjek i Aston Villa, skriver Sky Sports. Lescott er midterforsvarer og bliver dermed direkte konkurrent til den danske landsholsspiller Jores Okore. Tidligere i transfervinduet har klubben hentet en anden tidligere City-forsvarer, Micah Richards, og endda smidt et anførerbind på ham.

West Ham køber kroat
12:41: Hull City har solgt sin kroatiske angriber Nikica Jelavic til West Ham.

Tidligere Newcastle-spiller til Spanien
12:31: Venstrebacken Jonas Gutierrez, der de seneste år har spillet i engelske Newcastle United, ser ud til at fortsætte sin karriere i Deportivo La Coruña. Det skriver Sky Sports, der mener at vide, at den 32-årige spiller kun er et lægetjek fra at trække i Deportivos blå-hvide trikot. (Kilde: Sky Sports)

FCV får tiltrængt tilgang
11:05: FC Vestsjællænd har mistet et hav af profiler i dette transfervindue, men nu sker der også noget den anden vej. Klubben lejer FC Nordsjællands midtbanetalent Mathias Hebo i resten af sæsonen. (Bekræftet)

Everton henter argentinsk landsholdsspiller
10:12: De kunne ikke få danske Jannik Vestergaard, så i stedet har Everton nu hentet den argentinske forsvarsspiller Ramiro Funes Mori i River Plate for godt 95 millioner kroner. Det bekræfter Liverpool-klubben tirsdag formiddag. (Bekræftet)

Barcelona udlejer midtbaneslider
Barcelonas Cameroun-spiller Alex Song bliver igen udlejet til Premier League-klubben West Ham. Det bekræfter klubberne tirsdag på deres hjemmeside. 27-årige Song har haft mere end svært ved at kæmpe sig til spilletid i Barcelona, siden han skiftede fra Arsenal i 2012. (Bekræftet)

Norwich udlejer flopangriber
09:00 Ricky van Wolfsvinkel var den helt store transfersatsning for Norwich for to år siden. Næsten 100 millioner kroner betalte 'kanariefuglene' for den hollandske angriber. Men indtil videre er investeringen slået fejl, og nu sender Norwich ham på græs i spanske Betis. (Bekræftet)

Tottenham-angriber meldes tæt på West Ham
08:53 Ifølge britiske Sky Sports havde West Ham-manager Slaven Bilic og Tottenhams 'glemte' angriber Emmanuel Adebayor et møde sent mandag aften, og meget peger dermed i retning af, at den togolesiske målmager havner i Londonklubben. (Kilde: Sky Sports)

Vestergaard afviste kæmpebud
08:22 Ifølge tyske Bild lagde både Everton og Newcastle kæmpebud i omegnen af 90 millioner kroner på bordet for Werder Bremens lange danske forsvarsprofil Jannik Vestergaard. Han kunne dermed være blevet en af historiens dyreste danske fodboldspillere, men ifølge det tyske sportsmedie valgte Vestergaard selv at sige nej til Premier League-klubberne. Men vinduet er stadig åbent i England, og måske forsøger englænderne sig nok en gang. Læs mere her. (Kilde: Bild)

Amatørfejl forhindrer drømmeskifte
08:15 Manchester Uniteds ulykkelige spanske målmand David De Gea får alligevel ikke gennemtrumfet sit drømmeskifte til Real Madrid. Alt så ellers ud til at falde på plads mandag aften, men angiveligt nåede de afgørende dokumenter ikke frem til Madrid i tide, og derfor kunne kongeklubben ikke nå at sætte sin underskrift, inden vinduet lukkede. Ret amatøragtigt, at sådan en kæmpehandel mellem to af verdens største klubber strander ved papirarbejdet. Læs alt om det her. (Kilde: Marca)

Russere var lune på FCM-bomber
08:00 FC Midtjyllands østrigske angriber Martin Pusic kunne have fået sit ønske om et skifte væk fra Superligaen opfyldt, da FC Midtjylland ifølge BTs oplysninger mandag aften modtog et købstilbud fra en russisk klub. Men midtjyderne valgte at takke nej, så Pusic må blive på Heden i endnu et par måneder.  Læs mere her. (Kilde: BT)