Fodbolden er på mange måder god til at tage aktiv stilling til det samfund, den selv er en del af. FIFA og UEFA har i årevis kørt tungt på kampagnen mod racisme, og sidste år satte DBU gang i et integrationsprogram med en pulje på 10 mio. kr. til fordeling mellem forskellige projekter.
Det er heller ikke sjældent, fodboldspillere besøger lokale sygehuse eller donerer beløb eller merchandise til velgørende formål, og i sidste uge var FC Københavns Mathias Zanka Jørgensen fremme med en opsang til dem, der ytrer sig homofobisk ude på de danske stadions. Det er alt sammen virkelig godt.
Der er bare et punkt, fodbolden ikke rigtigt taler så højt om. Det er det, Politiken i disse dage sammen med 10 andre europæiske medier lægger frem dag efter dag: omfattende fiflerier, der er beregnet til at betale så lidt tilbage til samfundet som overhovedet muligt ved hjælp af indviklede selskabskonstruktioner med omveje til skattely i Panama og De Britiske Jomfruøer.
Det er ikke nødvendigvis ulovligt – det må skattemyndighedernes efterforskning afgøre – men det er heller ikke ret kønt, og den ’aggressive skatteplanlægning’, som det kaldes med et fint begreb, truer med at afstøde alle os, der elsker at følge med, og som i større eller mindre grad dyrker udøverne.
Det er ikke en til lejligheden opdyrket historie, at jeg lørdag eftermiddag fik en dårlig følelse i maven, da min femårige søn sad og legede på gulvet under ’El Clásico’ og med glæden lysende ud af øjnene vendte sig om mod mig og sagde:
»De sagde Ronaldo! Det er hans fodboldstøvler, jeg har.«
Det er vist nok den eneste fodboldspiller, han kender, og det er rigtigt, at jeg har fortalt ham, at Ronaldo har lyserøde fodboldstøvler, præcis som min søn. Jeg har bare ikke fortalt ham, at han også har tjent over en mia. kr. i sponsorindtægter, men dyrket sine skattefinter så omhyggeligt, at han har betalt under fire procent i skat.
Det er Ronaldos egne fans, der køber de danske JBS-underbukser, han reklamerer for og bliver rig af. Det er hans egne fans, der køber billetter til Bernabéu. Det er hans egne fans, der køber trøjer med hans navn på, og som køber de tv-pakker og streamingtjenester, der er med til at betale hans fyrstelige løn i Real Madrid. De havde måske ikke direkte tænkt på, at de en dag ville få lidt af det tilbage, når Cristiano Ronaldo en dag betalte skat, men da det forleden kom frem, hvor lidt Ronaldo rent faktisk gav tilbage til det samfund, der finansierer hans rigdom, var jeg næppe den eneste, der mærkede forargelsen. Ikke misundelsen. Forargelsen.
Cristiano Ronaldo er langtfra alene. Han er blot den seneste superstjerne i rækken af spillere som Lionel Messi og Neymar – og vores egen Michael Laudrup, ambassadøren, der hygger sig i Qatar, og som aldrig (’ALDRIG’ som han skrev til Politiken), har modtaget så meget som en ’bøjet femøre’ for en spiller, hans klub har købt. Nej, men det har hans agent, Bayram Tutumlu, viser Politikens historier, og det var jo netop Bayram Tutumlu, der i 1997 også var så dygtig at sikre Michael Laudrup en kort karriere på to dage i den bosniske klub NK Celik, så han kunne slippe for at betale skat inden skiftet til Ajax. De to har arbejdet sammen i 20 år, og det er Michael Laudrups eget valg. Præcis som det er Ronaldos eget valg at arbejde sammen med den utroligt smarte Jorge Mendes, og Messis valg at arbejde sammen med sin far. Man bliver også bedømt på de mennesker, man omgiver sig med.
Football Leaks skal nok give mere, og afsløringerne har allerede vist, at en whistleblower kan få nok at gøre inden for fodboldverdenen. Den har nemlig glemt at tage sig selv med i kampen for det gode mod det onde. Det risikerer at ramme den selv hårdest.
