KOMMENTAR

Det er aldrig tilfældigt, når tre landsholdsspillere i forskellige store medier to dage i træk langer ud efter deres arbejdsgiver i DBU.

Landsholdsspillere ringer ikke op til hverken Jyllands-Posten, Ekstra Bladet eller BT for at fortælle deres historier, og vi ringer ikke bare op og får spillernes kommentarer til så kontroversielle emner.

Det er ofte vanskeligt nok og kræver planlægning gennem presseafdelinger blot at få et stilfærdigt interview om dagligdagens almindeligheder.

Det er altså, hvis nogen skulle være i tvivl, et planlagt angreb på DBU, der er helt eller delvist orkestreret af spillernes faglige organisation, Spillerforeningen.

Hvorfor? Indtil videre har hverken Spillerforeningens direktør, Mads Øland, eller de spillere, der allerede er stået frem, villet uddybe over for os. Men kilder fortæller imidlertid om mindst to mål med angrebet:

Dels skal det ses som en del af forhandlingerne om U21- og kvindelandsholdsaftalen, som der allerede er møder om, og ikke mindst den store genforhandling af A-landsholdsaftalen, der udløber i sommeren 2018.

Det er landsholdets spillerråd (som Simon Kjær, William Kvist og Christian Eriksen alle er en del af) og Spillerforeningens arbejde på at svække en i forvejen ramt Claus Bretton-Meyer, der som direktør kom så grueligt galt ud af de seneste forhandlinger om landsholdsaftalen.

En aftale hvis elendighed nåede nye højder, da en voldgift 22. november sidste år afgjorde, at DBU skulle betale omkring tre mio. kr. til Spillerforeningen.

Dels er der tale om en alvorlig mistillid til DBU og ikke mindst unionens uafhængighed, og der findes blandt landsholdsspillere og i Spillerforeningen en helt reel teori om og frygt for, at Divisionsforeningen og dermed dele af DBU ikke ønsker, at landsholdet kommer til EM og VM, fordi det ikke er til gavn for klubberne.

Ja, den teori findes faktisk helt oppe i både spillertruppens hierarki og Spillerforeningens top.

Ikke mindst efter at klubberne har formået at lægge et tungt pres på DBU og efter et tungt pres gennem vægtige folk i bestyrelsen og Divisionsforeningen – klubbernes forening og den traditionelle hovedmodstander for Spillerforeningen – har sikret sig administrationen af de øverste danske fodboldrækker.

Forstå mig ret: Problemerne i forholdet mellem DBU og spillerne, samarbejdsudvalgets vanskeligheder med samarbejdet(!) samt Christian Eriksens meget konkrete kritik af maden på et polsk hotel og sammensætningen af landsholdets lægestab er naturligvis reelle.

Det er problemer, der må og skal løses. I en tid, hvor flere søger mod private behandlere, og hvor klubberne bliver stadig større og mere moderne end de (fleste) nationale forbund, er der givetvis plads til forbedringer, og der mangler en klar forståelse af, hvad der skal ske på samarbejdsmøderne i forbindelse med landskampene, hvor DBU, spillerne og Spillerforeningen tilsyneladende har helt forskellige forventninger.

Men det var der ingen grund til at gå i offentligheden med i et koordineret angreb, hvis ikke det var for at skabe store rystelser og så mistillid i forholdet til modparten.

For den almindelige fan af det danske landshold ligner spillernes angreb en kritik af enkeltpersoner i DBU og af nogle forhold omkring selve truppen og dens samlinger.

Sandheden er, at den stikker langt dybere, er orkestreret af en forening med den snu direktør, Mads Øland i spidsen og er langt sværere at løse, end det lige ser ud til. Jeg gad ærlig talt godt høre spillerne sige direkte, hvad det er, de kæmper for. Hvis de ved det? Måske Mads Øland vil udlægge teksten? Kom endelig ud af busken.