KOMMENTAR

Uanset hvilke miljøer man bevæger sig i, er der regler om, hvad man siger og ikke siger.

Michael Gravgaard har på meget kort tid brudt en lang række af fodboldens uskrevne regler ved at kritisere sine egne spillere, når de har tabt, revse sine fans for ikke at møde op, tale uhelligt om en eks-træner og ved at foregive at tørre bagdel i en kamptrøje tilhørende en modstander med Randers-fortid.

For nu at nævne nogle af de mest bemærkelsesværdige episoder.

Han har gjort det hele med fuldt overlæg og efter at have annonceret det højt og tydeligt: Fodbold skal være underholdende, fordi professionel fodbold ikke har hverken relevans, eksistensberettigelse eller fremtid, hvis den lukker sig om sig selv. Det er jeg enig i.

Gravgaards problem er bare, at han ikke nødvendigvis har fået alle relevante parter med om bord, og at han er stævnet ret alene ud på sit togt. Derfor er han sårbar.

Da Ole Nielsen onsdag blev fyret som sportschef i Randers, handlede mange af de første reaktioner på de sociale medier om det nye ’Cirkus Randers’, og i Ole Nielsens afskedssalut her på BT fremgår det med al tydelighed, at stilen bestemt ikke falder i hans smag.

Man kunne endda tolke det sådan, at det heller ikke falder i (hele) administrationen eller spillertruppens smag, og siden fyringen i går formiddag har jeg da også hørt mere end et enkelt pip om, at det ikke er alle, der er med på den åbne vogn.

Michael Gravgaard sammen med Randers' fans under kampen mod Silkeborg
Michael Gravgaard sammen med Randers' fans under kampen mod Silkeborg Foto: Henning Bagger
Vis mere

Michael Gravgaard kæmper både med de fodboldfeinschmeckere – kald dem bare fodboldhipstere – der mener, at fodbold er noget meget fint noget, som man bør tale om med en vis andægtighed og først og fremmest behandle på et taktisk plan, men de er nu mindre vigtige, fordi han taler til en langt bredere definition af (potentielle) fodboldfans.

Nej, de vigtige, dem, der kan afgøre, om Michael Gravgaard får succes med sit projekt eller ej; hans egen bestyrelse, hans spillere, trænere og til dels kollegerne rundtomkring i Superligaen. Om de er parate til at fortælle om lidt mere, end de er vant til. Om de bakker Gravgaards projekt op eller skyder det ned fra dybet af en selvhøjtidelig misforståethed.

Jeg ved ikke, om Michael Gravgaard har ageret rigtigt eller forkert over for Ole Nielsen, for jeg kender ikke deres jobbeskrivelser og ved ikke nok om, hvordan de hver især har forvaltet dem. Jeg forholder mig faktisk slet ikke til, om fyringen var rigtig eller ej, eller om Gravgaard eller Ole Nielsen har ret. Jeg forholder mig kun til reaktionerne på udviklingen.

Michael Gravgaard er gået i gang med en vigtig kamp og har gjort sig selv og togtet sårbare. Ole Nielsen har kastet den første tunge sten mod ham. Nu er det vigtige spørgsmål, om flere følger efter, eller om Michael Gravgaard havde sikret sig god nok rygdækning, inden han drog af sted.