KOMMENTAR

DA VI FOR små 10 måneder siden var med landsholdet på vej til Japan, stod vi en lille flok journalister i en kreds omkring Åge Hareide på et hotel i Kastrup og interesserede os meget for, hvem han ville gøre til anfører. Daniel Agger var ikke med, og et landsholdsstop spøgte.

Landstræneren lod ikke til helt at forstå interessen, eller også forsøgte han at tale den iboende bekymring ned. For der var en bekymring: Hvem var egentlig det oplagte anførervalg, nu da Åge Hareide ikke virkede helt sikker på at give William Kvist en nøglerolle?

Eriksen? For flegmatisk og med for mange udfald.
Schmeichel? For meget i sine følelsers vold.

Der manglede helt enkelt oplagte ledere på landsholdet. Han valgte Simon Kjær, der i dag befriende ærligt fortæller, hvor svært han har haftved at se sig selv i rollen. Alene de refleksioner gør, at han virker som et rigtig godt valg, nu da den naturlige leder ikke findes.

LANDSHOLDSHISTORIEN ER FULD af store anførere med Morten Olsen som den største og hans assistenttræner Jon Dal Tomasson som en af de andre helt uomgængelige i sin generation. Peter Schmeichel en anden, mere tromlende type, men også i sin generation helt uomgængelig. De tre var i toppen af hver sine hierarkier, og de kunne hver især diktere en stemning. Det kan Simon Kjær ikke nødvendigvis, og det kunne han slet ikke, inden han første gang fik bindet om armen, men selvom han karakteriserer sig som en primitiv leder, bærer han langtfra kun anførerrollen, når han efter kampene råber højest sammen med sine medspillere i en rundkreds.

Simon Kjær er på visse områder en meget moderne anførertype. Han har hele pakken, men han har de grundlæggende egenskaber, mange trænere kigger efter i dag. Da Thomas Frank gjorde Thomas Kahlenberg til leder i Brøndby, var det ikke (kun), fordi han var landsholdsspiller og havde en vis alder. Det var i høj grad, fordi han besad en social intelligens, var vellidt, og gennemførte alle træningsøvelser på det højest tænkelige niveau. Han levede professionelt og arbejdede hele tiden med at blive bedre. William Kvist, der blev anfører i FC København, allerede inden han havde fået en nøglerolle på landsholdet, var mere åben af natur og langt mere eksplicit om sine arbejdsmetoder med mentaltræning og kost end Thomas Kahlenberg, men som anførere har de mange ligheder.

De leder med eksemplets magt. Det samme gør Simon Kjær.

Han er mere introvert end Kvist, mere fysisk end Thomas Kahlenberg, men han er favnende og begyndte tidligt at arbejde meget bevidst med sin udvikling. I 2009 skrev jeg et portræt af Simon Kjær, der dengang var 19 år. I Rasmus Ankersens bog ' Opdragelse af en vinder' havde han fortalt, at han, siden han var dreng, havde sat sig en række konkrete mål, som han skrev ned i en sort mappe og hakkede af, hver gang han nåede et: »Jeg ville have debut på U21-landsholdet, før jeg var 21. Det fik jeg. Jeg skulle være solgt til udlandet, før jeg var 21. Det blev jeg. Og jeg skulle debutere på A-landsholdet, før jeg fyldte 23. Det gjorde jeg,« fortalte han. Det var faktisk ikke normalt dengang for bare otte år siden, ligesom det var mildt opsigtsvækkende, at han fortalte om sit arbejde med en mentaltræner.

SIMON KJÆR HAR om nogen fået tæsk på det danske landshold, og det er ikke hver gang, han har forsøgt at slå en diagonalaflevering, at det er lykkedes. Men hans hoved fungerer godt, og hans tilgang til træning og fremgang bærer eksemplets magt så godt, at han var det rigtige valg som anfører.

Nok dukkede hans navn op i mangel af bedre (og det er naturligvis et problem, som dansk fodbold bør adressere), men han håndterede udfordringen og vokser med rollen. Noget af det sværeste for et socialt menneske, der i udgangspunktet er vant til at være vellidt, er at skulle acceptere det nødvendige i at blive upopulær. Det er heller ikke nemt for et introvert menneske at skulle være meget verbal.

Det skal Simon Kjær stadig lære. Men han viser med sit ærlige interview med Søren Hanghøj i dag, at han er kommet langt i sin udvikling som en moderne anfører.