Foto: Liselotte Sabroe

KOMMENTAR

Når man klikker sig ind på FIFAs hjemmeside i jagten på landsholdenes verdensrangliste, er Danmark altid dukket op på første side.

Her fremgår de 50 bedste landshold i verden, men da den seneste verdensrangliste blev offentliggjort i går, var de rød-hvide væk. Godt nok kun ét klik væk, men ikke desto mindre ude af syne for en stund.

Det danske landshold er for første gang nogensinde røget ud af top 50 på FIFAs verdenrangliste – og dermed om på side to på verdensforbundets hjemmeside. Væk fra siden med Brasilien, Tyskland og Argentina og om på samme side som Haiti, Malawi og Færøerne, hvis det hele skal være lidt karikeret.

Positionen som nummer 51 er selvsagt Danmarks dårligste, siden FIFA begyndte listen i december 1992 – bare et halvt år efter, de rød-hvide vandt EM i Sverige. Det er virkeligheden i april 2017.

Uro rammer landsholdets jagt på VM

Lad det være slået fast med det samme. Verdensranglisten er ingen facitliste. Den kommer efter både resultater, slutrundedeltagelser og godt spil, når det gælder måleværktøjer til succes eller mangel på samme. Men ranglisten, der sammensættes ud fra netop resultater, giver ikke desto mindre et vink med en vognstang om rigets tilstand på landsholdet.

Jeg er født i midten af 80erne, så jeg husker ikke dynamitholdet, der tog verden med storm i Frankrig og Mexico for 30-35 år siden. Jeg husker til gengæld EM-triumfen i 1992, VM i 1998 og 2002 og i det hele taget en mangeårig periode, hvor det danske landshold boksede over egen vægtklasse i toppen af international fodbold. Ja, for bare fem år siden kunne de rød-hvide bryste sig af en niendeplads på FIFAs liste, inden de tog til EM. Så sent som i 2012 lå Danmark foran Argentina. Det er tankevækkende!

Fem år er imidlertid lang tid i fodbold, og i dette tilfælde er det halve årti nærmest en menneskealder. Det danske landshold spiser ikke længere kirsebær med de store. Det søger i stedet rundt i blinde efter en afsuttet sten, hvor en lille rest af succes måske sidder tilbage.

Trods fine mængder talent er det danske landsholds resultater i disse år blot en skygge af tidligere tiders storhed. I VM-kvalifikationen er Polen for længst løbet væk, og i stedet er Åge Hareides landshold impliceret i et hundeslagsmål med små fodboldnationer som Montenegro og Armenien – og et rumænsk hold, der ligeledes er lysår fra storhedstiden i 90erne.

Danmark er et lille fodboldland med 5,7 millioner indbyggere i alle aldre – ifølge nye DBU-tal fra i går, 331.693 fodboldspillere. Men grundet de seneste 35 års historik, er Danmark alligevel et fodboldland med store forventninger til det rød-hvide landshold. Der kræves både resultater, underholdende spil og tilstedeværelse i noget nær hver eneste slutrunde. Det er forventningerne, Åge Hareides nye kuld ’står i skyggen af’.

For snart to uger siden opstod der stor uenighed i kølvandet på landsholdet nullert i Rumænien. Hvor de fleste tilhængere, iagttagere og eksperter så det danske landshold levere en skuffende præstation, havde spillerne og landstræneren en anderledes god smag i munden efter det målløse opgør. Der var kort sagt tale om to forskellige opfattelser af virkeligheden og to forskellige forventninger. Alle vi andre havde højere forventninger til landsholdet, end landsholdet selv havde.

Jeg håber virkelig, de rød-hvide forløser dét potentiale, der findes i en gruppe spillere, som individuelt har klassen til at sparke Danmark til VM og muligvis længere endnu. Og det kan fortsat ske.

Men måske er det alligevel på tide, at vi tager forventningerne til det danske landshold op til revision? At vi revurderer billedet af de rød-hvide. Diskussionen er i hvert fald værd at tage hul på.

2012 er lang tid siden, og det samme er både 1992 og 1986. Det danske landshold anno 2017 er tilbage i den vægtklasse, hvor vi som en lille fodboldnation ’burde’ være. Det er en indrømmelse, men en pokkers ærgerlig en af slagsen!

 

SMS

Hitter på Facebook