KOMMENTAR AF BTs FODBOLDKOMMENTATOR, SØREN HANGHØJ KRISTENSEN:

Der findes magiske rød-hvide aftener i Parken. De aftener, som kun de allerstørste Champions League-kampe mod Europas giganter kan hamle op med på dansk grund. Dem, hvor nationalarenaen koger som rødbedesuppe og det afgørende moment altid blot er et øjeblik væk.

Og så findes der de aftener, der lover mere end de holder. Hvor rammerne er til så meget mere end spillet og resultatet, og det hele fuser ud. Enten pludseligt som en ballon, der sprænges – eller langsomt og kontinuerligt som luften suges ud af en luftmadras. Fredag aften mod albanerne var en af de sidstnævnte.

Dem har der desværre været for mange af de seneste år. Det danske hold er blevet en smule forudsigeligt i offensiven – uanset om fløjene hedder Eriksen og Poulsen eller som mod albanerne Jørgensen og Sisto.

Morten Olsen havde valgt den ungdommelige, risikofyldte opstilling mod albanerne. Den med mindst rutine og sikkerhed, men også den med størst ’upside’, som det hedder med et Børsen-ord. Altså mest potentiale og mulighed for at vokse ud over bare det gennemsnitlige.



Det skal Morten Olsen have ros for. Der var ikke mange i Parken, der var nedslåede over landstrænerens valg af de 11 startende. Tværtimod er både Riza Durmisi, Pione Sisto og Nicolai Jørgensen, der var Olsens tre jokere, spillere, der kan gøre det uventede og afgøre en kamp på én aktion.

Olsens opstilling var rasende interessant. Og jeg jublede i det små, da jeg så den. Desværre gav den ikke pote på den måde, den gerne skulle.



Det er så uhyggeligt let at sige, men Olsen valgte forkert. Det har vi set ham gøre før, og det er tydeligt, at der er tale om en mand, der søger efter sin startopstilling på den centrale midtbane og på kanterne. Pione Sisto glimtede i små momenter, men han fik aldrig sat et regulært tryk på højresiden. Nicolai Jørgensen blev meget bedre i 2. halvleg efter 45 minutter, der fik en af de mere FCK-kyndige tilskuere, der sad i nærheden af mig i Parken til at udbryde; ’Han spiller kun godt, når han er den bedste på banen’. En hård vurdering, men ikke milevidt fra sandheden. Imens var Riza Durmisi ikke nogen svækkelse i forhold til Nicolai Boilesen, der normalt ville sidde på venstre back-positionen.

Men de unge stjerner fik heller ikke lov at skinne. Det skelet, der skulle støtte dem og holde hånden under dem, levede ikke op til det, vi kan forvente af dem. William Kvist blev skiftet ud allerede i halvlegen, og spørgsmålet er, om den hjemvendte FCK-spiller ikke er henvist til bænken mod Armenien. Han havde det svært på positionen et skridt længere fremme, end hvor han normalt spiller. Heller ikke Nicklas Bendtner eller Pierre-Emile Højbjerg, der fortsat er ung men en nøglespiller, kunne noget ud over det ordinære. Når virkeligheden er sådan, slår Danmark ikke Albanien. Ikke i går.



Jeg har stor respekt for Morten Olsen. Han er en rasende dygtig træner og en mand med stort M. Han har sine holdninger og meninger, og han står på mål for dem – uanset hvad. Men måske er det fint nok, at Europas længst siddende landstræner forlader posten til fordel for et endnu ukendt navn om 10 måneder.

Morten Olsen har gjort vanvittigt meget for dansk fodbold. Men formår han ikke at sende det danske hold videre til EM fra en pulje som den, vi har kæmpet i det seneste år, har han ikke gjort det godt nok i denne omgang. Danmark har brug for et nyt navn på trænerbænken – og det får vi til næste sommer. Olsen selv er ikke metaltræt, men det er hans omgivelser. Og DBU skal bruge den mulighed de har i de kommende måneder tll at finde ud af – ikke bare hvem der skal træne landsholdet – men også til at finde den mand, der på tværs af rød tråd, og hvad det hele ellers hedder, kan gå ind og genopfinde holdet en smule. Kan gå ind og sørge for, at Danmark kan slå hold som Albanien på hjemmebane – også selv om gæsterne står defensivt.

EM i Frankrig er netop nu langt væk. Selv om det stadig ikke er en umulighed. Albanien har ikke et hold, der nødvendigvis går ud og scorer hverken seks eller ni point i deres tre sidste kampe mod Portugal, Serbien og Armenien. Men kan det danske hold vinde både i Armenien og Portugal? Næppe. Vi skal satse på, at fjendskabet på Balkan er så stort, at Serbien giver alt mod de albanske rivaler, selv om de har udspillet deres EM-rolle fuldstændigt.

Den foie gras, brie og Chateauneuf-du-Pape, man så småt kunne smage på tungespidsen inden kampen mod albanerne, er røget helt ned i køledisken igen. Der er endda glat omkring den. Men som vi alle ved, er en køledisk ikke utilgængelig. Det er EM i Frankrig heller ikke. Ikke endnu. Men det kan det være, når vi rammer mandag aften.