Morten Olsen var sjældent hård i sin kritik af landsholdets spillere efter nederlaget tirsdag aften i EM-kvalifikationen til Portugal.

Her lagde den danske landstræner på ingen måde skjul på sin vrede over, hvordan kampen udartede sig i døende mimutter, men også sin skuffelse over, at flere nøglespillere ikke slog til.

Det eneste, Morten Olsen ikke udlagde i sin kritik af holdet efter nederlaget på 0-1 i Parken, var navnene på spillerne.

BT forsøger her at udpensle/oversætte, hvem der var ofrene for landstrænerens unavngivne kritik.

Først sagde Morten Olsen følgende:

- Der skal være en ‘over-mit-lig-mentalitet' i de døende minutter, hvor man tænker, at ‘ingen kommer forbi mig’. Og har vi ikke det, får vi problemer. De må ikke få lov til at slå sådan et indlæg, det må ikke ske. At det er et gude-indlæg, er en tilfældighed, men han må ikke få lov at slå det. Men på det tidspunkt handler det om at få lortet væk og færdig.

BT oversætter: Det er Michael Krohn-Dehli, der er genstand for kritikken. Han var manden, der ikke fik blokeret for Quaresmas indlæg, der endte i panden på Cristiano Ronaldo.

Olsen sagde yderligere:

- Jeg så ikke lovende ting. Jeg så en 19-årig gut, som dominerede vores spil. Men der var andre, jeg burde have set mere fra, og det skal ikke være en 19-årig, som styrer vores spil. Jeg er ikke i humør til at finde de gode ting,

BT oversætter: Christian Eriksen - og igen Michael Krohn-Dehli - er i skudlinjen her. Den 19-årige gut, der omtales her, er Pierre-Emile Højbjerg, der spillede stærkt på den centrale midtbane. I det rum er Eriksen og Krohn-Dehli også tiltænkt roller som boldfaste, kontrollerende typer, men det bidrag leverede de ikke mod Portugal ifølge Olsen.