Ståle Solbakken ønsker ikke at være Norges næste landstræner. Det ved det norske fodboldforbund, men forbundet vil vise handlekraft.

Ståle Solbakken er Norges svar på Michael Laudrup. Hvordan det, tænker du nok? Forklaring følger.

Netop nu fyger det med historier om Ståle Solbakken og det ledige job som norsk landstræner. FC Københavns succesrige manager er den oplagte topkandidat til at efterfølge den netop fyrede Per-Mathias Høgmo, og det norske fodboldforbund forsøger ikke at sætte en stopper for de mange skriverier, der især huserer i norsk presse.

Men ifølge BTs oplysninger bliver Ståle Solbakken ikke Norges næste landstræner. Det gør han ikke af den simple årsag, at han netop nu ikke ser landstrænerjobbet i hjemlandet som et attraktivt næste karriereskridt.

Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller BT, at det norske fodboldforbund har kurtiseret Solbakken, men at FCK-manageren ikke gengælder kærligheden. Det er det norske fodboldforbund klar over, men forbundet – og ikke mindst den nye ledelse heri – ønsker at vise handlekraft ved at gå efter topkandidaten, der også er ønskelandstræneren hos hovedparten af den fodboldinteresserede norske befolkning.

Forbundet bruger derfor Ståle Solbakken som løftestang både internt og eksternt. Med en søgt metafor, der er en lørdag værdig: Nordmændene føler sig kort sagt forpligtet til at spørge diskotekets smukkeste pige, om hun vil danse – inden de spørger nogen andre. Også selv om de ved, at den smukke piges svar er et høfligt ’nej tak’.

Ståle Solbakken er dermed en del af samme spil, som Michael Laudrup var, da der sidste år skulle findes en ny landstræner til det danske landshold. Her blev hans navn holdt varmt af DBU, og han fik tilbudt landstrænerjobbet, selv om han ikke ønskede jobbet. Laudrup var ’offer’ for, at en ny DBU-ledelse lå under for omverdenens forventninger og derfor følte sig forpligtet til – selv med et nej i syne – at spørge Laudrup først. Noget tilsvarende sker nu i Norge.

Når Ståle Solbakken ikke klart og offentligt har meldt ud, at han ikke ønsker at være landstræner i Norge, er det af respekt for det norske fodboldforbund og landshold, som han én gang tidligere har skuffet, da han i 2011 valgte at tage jobbet i tyske FC Köln. I samme moment sprang han fra en kontrakt med det norske landshold, som han skulle have overtaget fra 1. januar 2012.

Solbakken har store ambitioner om på sigt at ’hævne’ opholdene i FC Köln og efterfølgende i engelske Wolverhampton, der begge resulterede i fyresedler. FCK-manageren vil være blandt Nordens bedste trænere nogensinde. Det mål har han bedre muligheder for at nå i FC København og på sigt en klub i det store udland, end han har som landstræner i hjemlandet. Blandt andet derfor får Norge ikke sin ønskekandidat.

Ståle Solbakken har kontrakt med FC København indtil sommeren 2018, men de danske mestre ønsker at forlænge aftalen yderligere.