Nottingham Forest var villige til at strække sig langt for at skille sig af med Nicklas Bendtner i januar. Det erfarer BT.

Det kører ikke for den danske angriber i øjeblikket. Angriberen har ikke grebet chancen efter sin ankelskade, og mens Nottingham Forest stille og roligt har vendt formkurven, har det været uden Bendtner på banen.

Danskeren var end ikke på bænken i weekendens 2-1-sejr over Aston Villa på bekostning af 17-årige Ben Brereton, der endte med at blive matchvinder i overtiden.
BT kan nu fortælle, at Forest var interesseret i at skille sig af med danskeren i det netop overståede transfervindue. Baggrunden for det ligger til dels i ejer Fawaz Al-Hasawis opgør med fortiden.

I januar mislykkede Forest-ejer Fawaz Al-Hasawis forsøg på at sælge klubben, og det sendte Forest ud i et rent kaos. Det kostede manager Philippe Montanier en fyreseddel i midten af januar, og siden har den nye midlertidige duo Gary Brazil og Jack Lester kigget i retningen mod klubbens unge talenter. Og langt væk fra Bendtner.

BT erfarer, at Forest overvejede alle muligheder i forhold til danskeren. Alt fra salg til en udlejning. Det var endda i overvejelserne at lade danskeren gå helt gratis. BTs kilder med indsigt i klubben fortæller at havde danskeren ønsket at forlade klubben ved at bryde sin kontrakt i januar, ville Forest have været villige til at købe ham fri. En dyr løsning for englænderne, da Bendtner tjener cirka 12 millioner kroner om året, men ikke desto mindre et vidnesbyrd om, at danskeren, og størstedelen af Perieras indkøb i det hele taget, ikke er ønsket i klubben.

»Det er i hvert fald ikke noget, som klubben har tilkendegivet overfor os. Hverken at de vil sælge ham, eller at de ville rive kontrakten over,« lyder det fra Benes.

Bendtner har under alle omstændighder ikke ønsket at forlade Forest, og han er derfor stadig at finde i klubben, som han har kontrakt med indtil sommeren 2018. Men han er i øjeblikket forvist til bænken og tribunen, mens klubben desuden har hentet to forstærkninger til angrebet i form af Ross McCormack og Zach Clough. Endnu en stærk indikation på, at Bendtner ikke er en, man satser på lige nu.