Bruun om forlængelsen: Her er succeskravet for Morten Olsen

Det danske landshold kiksede kvalifikationen til VM i 2012. Alligevel valgte DBU torsdag at forlænge kontrakten med den 64-årige dansker. Men med de seneste dårlige resultater in mente, har Olsen noget at bevise.

Det mener Morten Bruun, fodboldekspert på 6eren. Han peger især på to ting, der bliver afgørende for, om DBUs beslutning om at forlænge landstrænerens kontrakt vil blive betragtet som korrekt:

- Landsholdet og Morten Olsen har stor en opgave med at få den folkelige opbakning tilbage. Jeg var i Parken, da FCK mødte Real Madrid. Og der sad jeg og tænkte, at det er sådan, det også skal se ud, når landsholdet spiller. Men det gør det meget sjældent. Der er en bemærkelsesværdig mathed omkring det danske landshold hos danskerne. Og jeg kan godt tvivle på, om Morten Olsen er den rette til at vende den. Der er ikke noget, der bliver ændret om landsholdet de næste to år. Det er ikke nogen ny start. Morten Olsen kommer ikke til at ændre sin fodboldopfattelse eller facon. Så der kommer ikke noget nyt.

- Men begejstringen om landsholdet skal genskabes. DBU kan sige, hvad de vil, men de er bare ikke særlig hotte hos fodbolddanmark. Det fortæller alle indikatorer, herunder ikke mindst fremmødet til landskampene, siger han og peger samtidig på, at resultaterne stadig går forud for alt andet. Morten Olsen skal bringe Danmark i spil til den kommende EM-slutrunde:

- Vi skal kvalificere os til EM i 2016 eller som minimum have et landshold, der er med til det aller sidste. Nu kender vi ikke puljen, men med en EM-slutrunde, som er nemmere at kvalificere sig til end VM, bør vi kvalificere os, slutter han.

Morten Olsen har siddet på landstrænerposten siden år 2000. I sine hidtil 13 år i spidsen for et danske nationalmandskab har han kvalificeret holdet til fire slutrunder.

  

Afstemning

Læs også: