AGF er i sin første pokalfinale i 20 år. Livet som AGF-fan er blevet en lang længsel efter noget, der var engang. Noget, som mange aldrig har oplevet. I aften kan længslen indfries. »Om vi tror på det? Ja, selvfølgelig tror vi på det. Ellers bliver det næste år,« som fansene siger.
Mandag aften satte 38-årige Kim Jensen sig foran sin computer.
»Kære Lars, kære Glen, kære spillere og kære hver eneste dedikeret AGFer på vej mod finalen,« skrev han.
»I behøver næppe mere for at sætte jer op til den vigtigste kamp i mange år. Alligevel skriver jeg til jer.«
Og så skrev han. 4.413 anslag i en mail til AGFs assistenttræner Lars Friis, for det var hans mailadresse, Kim Jensen lige kunne finde på nettet. 4.413 anslag om at kunne ændre historien. Om at blive en del af en kollektiv hukommelse. Om eufori, sammenhold og ukuelighed.
***
Søndag kl. 15.00 landede Emil Bendix og hans kammerat Lars Skifte i Billund Lufthavn efter 19,5 timers flyvning fra Bali. De skulle først have været hjemme 12. maj, men da AGF havde spillet 2-2 mod AaB og kvalificeret sig til pokalfinalen, gik de på internettet og bookede nye billetter.
Det kostede 5.000 kroner og skar næsten to uger af deres rundrejse i Østasien. Men sådan måtte det være, for som Emil Bendix siger:
»Jeg er 25 år, og jeg har aldrig oplevet, at AGF har vundet noget nævneværdigt.«
***
Klokken 17.00 i dag fløjter årets dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, op for pokalfinalen, og for første gang siden pokalsejren over Brøndby i 1996 er AGF rigtigt tæt på at vinde noget. 20 års dødvande kan slutte i aften.
Siden 1996-triumfen er de rykket ned i første division tre gange, og ikke siden 1997 er de sluttet højere i Superligaen end på en femteplads. I samme periode er dagens modstander fra FC København blevet Danmarksmester ni gange, har vundet pokalturneringen fem og tre gange været i Champions League.
20 år uden titler har sat sig i den århusianske fodboldsjæl. For nogle som en længsel efter noget, de kendte engang. For andre som en drøm om noget, de kun er blevet fortalt om. Sådan er de delt op i Aarhus:
Der er dem, der engang var en del af noget stort – som nu Kim Jensen, der som 14-årig stod på tribunen bag målet dengang i 1992, da Bo Harder tordnede bolden i mål til 1-0 i 3-0 pokalfinalesejren over B1903.
Duncan: Pokalsejr vil være det største i AGF-karrieren
Og der er dem, der som Emil Bendix kun var fem år, sidst AGF vandt noget, og som ikke kender til andet end legenderne fra fortidens tribunetriumfer og omverdenens hån i årene siden.
I eftermiddag er de begge at finde i Parken i København sammen med 18.000 andre AGF-fans plus det løse.
***
Kim Jensen er 38 år, kommunikationsmedarbejder, far til to og har en kæreste. En helt normal mand, der bare er glad for en fodboldklub.
I 2012 var han i Georgien. For første gang siden 1997 havde AGF kvalificeret sig til en europæisk turnering, og trods 1-2 nederlaget på hjemmebane var han rejst med til returkampen mod Dila Gori i Tblisi. AGF tabte 1-3 til en lille modstander fra et lille fodboldland, men som natten skred frem, blev de medrejsende fans enige om, at de skulle stå sammen og så i øvrigt finde en måde at komme til den næste udekamp i Randers, inden det blev søndag.
Det skriver han om i sin mail til Lars Friis:
»Der var ukuelighed og trodsighed i luften den nat. Den ukuelighed tager vi med os altid, os i AGF. Vi rejser os på ny, som vi synger.«
Det var kort før rejsen til Georgien, Kim Jensen oprettede en konto på Twitter. I stedet for at bruge sit eget navn valgte han at præsentere sig under pseudonymet »Næst’ År«, for som han forklarer:
»Det kan godt være, vi et år flyver lidt for tæt på solen – det viste vi os også at gøre mod Dila Gori – men næste år ...! Til næste år lykkes det!«
Men tror I virkelig, det bliver bedre til næste år, eller er det et selvironisk statement?
»Om vi tror på det? Ja, selvfølgelig tror vi på det. Jeg er 100 procent sikker på, at vi løfter den pokal i Parken. Det giver ikke mening at spørge, om vi tror på det, eller om det er selvironi. Du kan ikke skille tingene ad på den måde. Der er ikke tale om rationalitet. Det er med fodbold, som det er med Kongehuset. Det giver ingen mening at følge med i det, men vi gør det alligevel.«
Men FC København vil også prøve at vinde, og de har et større budget, kan købe bedre spillere og har større chancer for at vinde end AGF.
»Det siger du, men så siger jeg: Se på statistikken. Vi er den klub i Danmark, der har vundet flest pokalturneringer.«
***
Den pointe er helt korrekt. 11 gange i historien har AGF været i pokalfinalen, ni gange har de vundet. Første gang i 1955 i pokalturneringens allerførste sæson. Triumfen gentog sig i 1957, 1960, 1961 og 1965, inden klubben løb ind i sin første lange pokaltørke. Endelig, 21 år senere, vandt de Danmarksmesterskabet i 1986 og i 1987 og 1988 pokalturneringen. Dengang var der århusianske drenge, som ikke havde oplevet en AGF-succes i egen levetid. Som Emil Bendix i dag.
Alligevel – alligevel – har Emil Bendix hele tiden haft en fornemmelse af, at AGF netop i år ville nå finalen, så da han sidste år skulle bestille sin Asien-rejse sammen med kammeraten Lars Skifte, var de tæt på at planlægge hjemkomsten efter pokalfinalen.
»Men så droppede vi det, for vi ville ikke jinxe noget. Og så skete det selvfølgelig alligevel,« siger Emil Bendix.
Lige netop i dag udfører Banedanmark sporarbejde på Fyn, så togtrafikken mellem Aarhus og København er udfordret. I samarbejde med Århus Stiftstidende har AGF derfor linet 200 busser op og sendt 10.000 fans af sted fra Aarhus Stadion til Parken på Østerbro. Emil Bendix’ tur begyndte med en flok venner og et traktement bestående af »morgenmad, morgenbajere og måske en skarp.«
Kim Jensen tog af sted allerede i går sammen med en god ven og sin søn på ni år. Kim og hans ven iført guldjakker for at hylde AGF-træner Glen Riddersholm. Hans søn foreslog, at de også skulle købe et par sølvhabitter. For en sikkerheds skyld og alt for bevidst om AGFs lidelser.
***
Assistenttræner Lars Friis er ny i AGF. Sammen med Glen Riddersholm ankom han til klubben i december sidste år efter at have gjort FC Midtjylland til Danmarksmestre. Hvor FC Midtjylland er en ung klub på 17 år, »der endnu ikke har fået kørekort«, som han siger, er AGF en gammel klub, »der har været på pension længe.« Hvor FC Midtjyllands fans intet havde vundet, før de vandt DM sidste år, har AGF ikke vundet noget, siden de vandt pokalen for 20 år siden.
Han vidste godt, kulturen var anderledes end den, han kendte fra FC Midtjylland, da han skiftede til AGF, men det var først, da AGF vandt den første pokalsemifinale i Aalborg og spillede 2-2 i den anden, det rigtigt gik op for ham, hvad han var blevet en del af. Efter den første kamp modtog han en lang, velformuleret mail fra en AGF-fan. Efter den anden kamp invaderede ellevilde fans banen, inden kampen var færdig. Og i mandags klokken 22.25 modtog han så Kim Jensens mail. Endnu en lang og velskrevet mail fra en AGF-fan.
»De to mails og de scener, der udspillede sig, da vi spillede 2-2 ... Jamen, ord er jo overflødige. Fanskaren udgøres af voksne mennesker som dig og mig. Der er ikke ret mange, der er hoppet med på bølgen, for hvad er det for en bølge, de skulle hoppe på? Den findes ikke.«
Det gjorde den i 1992. Dengang var der en bølge, og Kim Jensen var allerede på den, efter at han sammen med sine venner var blevet fast gæst på stadion, lokket ind med gratis børnebilletter fra OK Benzin og SuperBrugsen. Da han 28. maj 1992 stod på Århus Stadion, hvor pokalfinalen blev spillet, mens Københavns Idrætspark var under ombygning, og så Bo Harder flugte bolden i mål til 1-0, oplevede han en »rendyrket og kondenseret lykke,« han aldrig vil glemme. I dag er Bo Harder blevet ejendomsmægler og smiler tillidsvækkende fra reklameplakater i Vejle. Når Kim Jensen ser dem, tænker han kun på pokal-finalen.
»Det var det, jeg ville fortælle Lars Friis i den mail. Tænk sig, at det her hold kan skrive sig ind i andre menneskers historie. Tænk, at de spillere kan blive en del af historieskrivningen og skabe den lykkefølelse, jeg fik, da jeg så Bo Harder smadre bolden ind,« siger Kim Jensen.
***
AGF har ikke vundet en eneste Superligakamp i 2016, og så sent som i fredags tabte de 1-2 til oprykkerne fra Viborg. Lørdag evaluerede de kampen og »nulstillede« hinanden, som det hedder i den retorik, Glen Riddersholm og Lars Friis har taget med sig fra Midtjylland. Søndag holdt de fri, og mandag begyndte de opladningen til pokalfinalen.
Glen Riddersholm og Lars Friis fortalte deres spillere, at de skulle huske at nyde det, de stod over for. At det var nu, de kunne skrive historie og komme op at hænge på den væg i klubhuset, hvor alle historiens store AGF-spillere hænger. Alle vil gerne huskes for noget – og helst for noget godt, som Lars Friis siger. Det er nu, de har chancen for at give Emil Bendix den oplevelse, han så længe har hørt om. Det er nu, de har chancen for at give Kim Jensen den oplevelse, han så længe har fortalt sin niårige søn om.
Det er nu, det sker. Eller næst’ år.
